SF Hvidovre

Vi kan i år holde 1. maj og konstatere, at SF har haft fremgang siden Villy tiltrådte som formand for et år siden. SF er gået frem i stort set alle meningsmålinger, og vi har haft en flot medlemsfremgang. Villy er, af journalister og andre, flere gange nævnt som oppositionens leder, og det er jo ikke endnu, fordi vi er det største parti, men på grund af den mest markante og klare profil i forhold til regeringen.

Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fører en sik sak kurs, hvor de på nogle områder lægger afstand til regeringens politik, for kort tid efter at tilslutte sig, og signalere forligsvilje i et omfang, så vi andre får kvalme. Trods store bestræbelser fra SF’s side er det umuligt at få Socialdemokraterne og Radikale til, sammen med SF, at optræde som et samlet alternativ. Nu lægger begge partier billet ind på Statsministerposten.

Det bedste ville jo være, at SF tog posten, så behøver Helle Thorning og Marianne Jelved ikke at slås om det, men for overhovedet at komme i nærheden af magten, skal regeringen jo væltes. Det virker som om, at det ikke helt er gået op for Socialdemokraterne og Radikale. Med andre ord, så er det ikke SF’s skyld, at vi ikke i øjeblikket har et reelt alternativ til den vederstyggelige regering. Fravær af et alternativ, og dermed mulighed for at få fjernet regeringen er intet mindre end en katastrofe.

Regeringen og dens støtteparti har ødelagt Danmarks omdømme i størstedelen af den øvrige verden, og er i fuld gang med at skabe velfærdsforringelser for de svageste danskere, og mere velfærd for de rige og velfungerende. Regeringens velfærdsudspil afspejler regeringens ideologiske projekt. Regeringen nægter endnu engang at anerkende Danmark som et mangfoldigt samfund, der også består af mennesker med dårligt helbred, manglende netværk, dårlig økonomi, ringe kompetencer, og invaliderende misbrug.

Velfærdsudspillet omfatter ikke velfærd for de svageste danskere. Der fokuseres på krav om uddannelse til alle, men hvad med dem, som ikke magter at studere. Der fokuseres på retten til at træde ud af arbejdsmarkedet, men hvad med dem, som aldrig rigtig kom derind. Der fokuseres på øget beskæftigelse for indvandrere, men hvad med de indvandrere, som ingen vil ansætte. Hvordan vil regeringen sikre velfærd for disse mennesker? Det har ingen positiv effekt, at straffe dem økonomisk, tværtimod.

Der er grund til stor bekymring for de mennesker, som for alvor har brug for, at velfærdssystemet fungerer. Socialt udsatte er angst og vrede over at blive sparket til, når de i forvejen ligger ned. Det er dybt bekymrende, at regeringen lukker øjnene for den fattigdom menneskeligt såvel som økonomisk, der er konsekvensen af den førte politik. I mit arbejde som socialrådgiver ser jeg næsten hver eneste dag, hvad dele af regeringens politik gør ved folk, som ikke hører til de rige og velfungerende. I stærkt stigende antal bliver kontanthjælpsmodtagere, på grund af restancer, sat ud af deres bolig af Fogedretten. Andre får lukket for strømmen på grund af restancer til NESA. Hvis vi når at hjælpe dem økonomisk inden, det når så vidt, sker det mod tilbagebetaling, og så står de tilbage med en stor gæld, som er vokset betragteligt på grund af gebyrer til advokat og Fogedret. Folk bliver, efter et halvt år på kontanthjælp, ramt af kontanthjælpsloftet, som betyder, at de får frataget hele deres boligsikring. Det kan være et beløb på op til kr. 2700 netto pr. måned. Desuden er der indført sanktionsregler, som betyder, at kontanthjælpsmodtagerne skal trækkes i deres hjælp hver gang de udebliver fra aktivering, arbejdspraktik mv., men det er imidlertid ikke det eneste. Hvis ikke de møder i Arbejdsformidlingen på en hel præcis dato 3 måneder efter, at de var der sidst, eller hvis de ikke har et aktivt CV, vel vidende at ingen arbejdsgiver søger direkte efter folk på kontanthjælp, ja så stoppes hjælpen, og bliver først åbnet igen, når forholdene er bragt i orden. Kontanthjælpsmodtagerne styres med rigtig megen pisk, og meget lidt belønning.

Som socialrådgiver på arbejdsmarkedsområdet arbejder jeg med folk, som efter regeringens inddeling af mennesker i 5 kategorier, skulle være arbejdsmarkedsparate. Min praktiske erfaring og hverdag er noget anderledes. Jeg møder folk, som er uden fast bopæl, som har psykiske problemer, som har store økonomiske problemer, som er ved at blive sat på gaden, eller ved at få lukket for strømmen, og det eneste svar regeringen har, er mere pisk, og endnu flere regler om, hvordan vi skal straffe de mennesker, som ikke lever op til regeringens forventninger. Regeringen gør nogle af de allerfattigste endnu fattigere.

Så over til det mere kommunalpolitiske. Valget i november gav jo desværre ikke SF-Hvidovre den forventede fremgang, og som mange havde stillet os i udsigt. Op til valget og under valgkampen tydede alt på, at vi ville få fremgang, men i stedet blev det til en procentvis lille tilbagegang. Jeg skal ikke trætte med en større analyse af årsagerne, men det er nok en generel opfattelse i partiforeningen, at det, der kunne opfattes som et tæt parløb med Hvidovre Listen og de borgerlige partier om at få væltet socialdemokraterne, har givet bagslag. Vores Tekniske Valgforbund mellem Hvidovre Listen, SF, Radikale, og Liste T blev ikke nogen succes. Vi havde regnet med samlet mindst 7 mandater, men fik kun 5, som så oven i købet fordelte sig forkert. Efterfølgende konstituerede vi os med socialdemokraterne, Liste T og konservative. Vi opnåede flere poster end tidligere, herunder også poster, hvor der ikke er krav om, at man sidder i kommunalbestyrelsen. Hvad der måske er endnu bedre. Vi fik på skrift, at socialdemokraterne vil sikre større åbenhed, dialog og inddragelse i større politiske sager. Det betyder lettere adgang til information og bedre mulighed for at påvirke socialdemokraterne inden beslutningerne tages. Jeg ved godt, at det er noget socialdemokraterne først skal lære, eller i bedste fald genopfriske, men det går allerede den rigtige vej. SF har f.eks. i flere år kæmpet for et andet og bedre budgetforløb.

Nu har socialdemokraterne foreslået både et fællesmøde med alle partier, og et budgetseminar en lørdag formiddag her i maj måned. Andre sager har så vist, at åbenhed og dialog ikke slår igennem fra den ene dag til den anden, men der er håb, og vi har første møde i konstitueringsgruppen i nærmeste fremtid, hvor vi kan samle op på første halvår, og få drøftet Kommunal- og Udligningsreform, og hvad der ellers venter Hvidovre i fremtiden. Selvom vi ikke fik det forventede 2. mandat i kommunalbestyrelsen ser jeg nogenlunde optimistisk på den politiske fremtid. Vi er, efter vores generalforsamling, blevet styrket internt med en bestyrelse inklusiv 2 suppleanter på 6 personer, herunder 3 nye, og en lokalpolitisk arbejdsgruppe på 7 personer, hvor der også er nye medlemmer med. Desuden har andre medlemmer tilkendegivet, at de vil gøre en indsats f.eks. i forhold til det landspolitiske. Vi skal nok komme igen, og så må vi aktivt gå efter 3 mandater i stedet for 2.

Der bliver meget af se til i denne periode på grund af Kommunal- og Udligningsreformen. Selvom vi ikke er ude i en sammenlægning, medfører Kommunalreformen store ændringer for Hvidovres borgere. Reformen er bestemt ikke blevet som SF ønskede. Vi har hele tiden været kritiske overfor processen. Reformen er blevet topstyret, og har et voldsomt demokratisk underskud. Staten har overtaget en del opgaver, og det betyder, at borgerne i mange tilfælde får længere til beslutningstagerne. Skatte- og opkrævningsopgavernes overflytning til staten betyder dårligere serviceniveau, og længere afstand til personlig betjening. Desuden mistede Hvidovre penge på overflytningen. Hvidovre Kommune bliver berørt af opgaveflytningen på alle væsentlige områder: Social- og sundhed, arbejdsmarkedsområdet, skoleområdet, og det tekniske område. Sundhedsområdet skal fremover have særlig politisk opmærksomhed. Kommunerne skal medfinansiere hospitalsindlæggelser og ambulant behandling. Hvidovre har forholdsmæssigt store udgifter til hospitalsindlæggelser. Vi skal derfor have direkte og kvalificeret fokus på sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Hvis ikke vi får reduceret antallet af indlæggelser, og på sigt opnår en væsentlig bedre sundhedstilstand i Hvidovre, kan det komme til at belaste kommunens økonomi i en grad, der generelt vil betyde et dårligere serviceniveau i Hvidovre.

Vi skal også være opmærksomme på Socialpsykiatrien, som langt fra fungerer optimalt. SF-Hvidovre kæmpede hårdt mod besparelserne på ”Samleren”, som er vores værested for psykiske syge. Voldsomme personalereduktioner førte da også til, at ”Samleren” nærmest var lukket i en periode. Der er brug for det modsatte, nemlig et sted, hvor der er døgnåbent, og med en ordentlig personaledækning. Der følger penge med fra amtet i forhold til opgaverne, men udligningsreformen var ventet med spænding, som meget afgørende for kommunernes økonomiske fremtid.

Desværre blev reformen først og fremmest en skjult skatteomlægning. Folketingets flertal har stirret sig blind på en udligning af selskabsskatten i stedet for at satse på en mere retfærdig udligning, der tager udgangspunkt i kommunernes samlede økonomiske situation. Udligningsreformen er endnu et eksempel på, at regeringen flygter fra sit ansvar for kommunalreformen. Fastlæggelse af de økonomiske vilkår for de nye kommuner og regioner sker længe efter fastlæggelse af opgavefordelingen, og uden at regeringen beskriver, hvordan økonomi og opgaver hænger sammen. Folketingets flertal forlanger, med reformen, at kommunerne skal sænke skatten og opgive solidariteten. En udligning mellem rige og fattige kommuner er nødvendig, men den skal være ærlig, og ikke bruges som en skjult skatteomlægning. Hvidovre Kommune mister 16 millioner på reformen, og det betyder alt andet lige, at arbejdet med at udmønte Kommunalreformen i Hvidovre besværliggøres. Under alle omstændigheder har vi selv hårdt brug for de 16 millioner.

Helt aktuelt er der 2 store politiske sager, hvor der er behov for en del millioner. Jeg tænker her på situationen på vores skoler, og indkøbsordningen for ældre under hjemmeplejen. I forbindelse med budget 2006 foretog et politisk flertal besparelser på folkeskoleområdet, hvilket var galt nok, men det har nu vist sig, at der tilsyneladende er et stort underskud på Lærerlønsbudgettet, som kan betyde nedlæggelse af op til 16 lærerstillinger. Det er helt uholdbart. Der skal rettes op med et beløb på måske 4 millioner, hvis vi bare skal opretholde en nogenlunde rimelig folkeskole. Ligeledes i forbindelse med budget 2006 ændrede et flertal kommunens indkøbsordning for personer visiteret til hjemmeplejen. Siden har det kun været muligt at købe varer hos to firmaer, som kommunen har kontrakt med. Det har betydet, at vores svageste ældre, som tidligere fik købt ind af deres hjemmehjælper eller sammen med hjemmehjælperen også er henvist til at handle via et af firmaerne. Det har medført en hel del klager blandt andet fra ældre som stort set kun kom på gaden, når hjemmehjælpen tog dem med ud at handle. Vi skal væk fra minut-tyranni og tilbage til den oprindelige indkøbsordning, hvor hjemmehjælperen havde tid og lov til at tale med den ældre og foretage indkøb sammen. Det vil også koste nogle millioner. Der er meget at tage fat på og forsøge at få ændret både på landsplan og kommunalt. Der er brug for et stærkt SF begge steder. Regeringens politik har stor indflydelse på kommunernes forhold lad mig derfor slutte med SF’s udsagn i forbindelse med 100 punkts planen. Med SF for en anden politik – et andet flertal – og en anden regering.

Fortsat god 1. maj