SF Hvidovre åbner for debat

Som opfølgning på Kultur- og Fritidsmessen har SF Hvidovre relanceret hjemmesiden, og opfordrer nu til åben debat blandt borgerne i kommunen.

SF Hvidovre ønsker at inddrage borgerne og gøre demokratiet nærværende, fortæller SF Hvidovres webmaster og bestyrelsesmedlem Morten Frederiksen.

Borgerne skal inddrages

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har i de seneste 2 år, i forbindelse med budgetlægningen, afholdt borgermøder uden den store tilslutning. De få fremmødte har udpræget været der, for at protestere over enkelte konkrete beslutninger, hvilket har været udmærket, men der mangler en reel dialog om budgettet med en større kreds af Hvidovre Kommunes borgere.

SF har flere gange stillet forslag i kommunalbestyrelsen om at afholde borger-/budgetmøder som det gøres i Gladsaxe, Albertslund og Værløse med stor sucess.

I det hele taget mener vi i SF-Hvidovre, at borgerne skal inddrages i langt større omfang — og ikke kun i forbindelse med budgetlægningen, udtaler Morten Frederiksen.

I det lange løb er det ikke nok med hjemmesidedebat hos SF Hvidovre, men det er et skridt på vejen. SF Hvidovre vil fortsat arbejde i kommunalbestyrelsen for at udvide demokratiet og inddrage borgerne i højere grad end i dag, ikke mindst i forbindelse med budgetlægningsprocessen — det er der vel ingen partier der kan være uenige i? spørger Morten Frederiksen fra SF Hvidovre.

Ny hjemmeside

SF Hvidovres nye hjemmeside bygger på et såkaldt “Free Software” og “Open Source” system, og det betyder at systemet er frit tilgængeligt og gratis at bruge, samtidig med at det er muligt at tilpasse efter behov — uden at skulle betale licenser og konsulenter i dyre domme.

For et parti som SF, der ikke bliver støttet økonomisk af organisationer med dybe lommer, er et gratis hjemmesidesystem et vigtigt værktøj.

Samtidig er systemet bygget med den nyeste weblog-teknologi, hvor det er nemt for besøgende på hjemmesiden at kommentere på de enkelte indlæg og debattere frit. Det passer fint med vores ønske om at inddrage borgerne og høre om meninger og holdninger til vores politik og Hvidovre kommunes udfordringer, slutter webmaster Morten Frederiksen.

Morten Høybye Frederiksen

Jeg er født i 1972, og har boet i Hvidovre siden 2005, hvor jeg flyttede hertil sammen med min hustru Katrine Høybye Frederiksen. Jeg har været aktiv i SF gennem snart 20 år, de sidste år også som formand for SF Hvidovre. Samtidig er jeg via SF udpeget som bl.a. domsmand ved Østre Landsret og til repræsentantskabet i Hvidovre Fjernvarme. Jeg interesserer mig specielt for miljø, it-politik og demokrati.

Udgivet i Demokrati, Pressemeddelelser

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

SF Hvidovre i pressen
  • SF vil have fem kvoteflygtninge
    Hvidovre Avis 26. februar 2019
    SF i Hvidovre stiller på dagens kommunalbestyrelsesmøde forslag om, at Hvidovre skal tage fem kvoteflygtninge. SF begrunder sit forslag med, at det svarer til Hvidovres andel af et samlet antal kvoteflygtninge til Danmark på 500. Af SF-forslaget fremgår det imidlertid også, at Danmarks udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) både i 2016, 2017 og 2018 har meddelt, at Danmark ikke vil tage kvoteflygtninge. SF i Hvidovre mener således, at “Hvidovre Kommune bør tilkendegive overfor regeringen, at vi har kapacitet til at tage vores andel af de 500 kvoteflygtninge”.
  • SF på gaden for et liv efter arbejdslivet
    Hvidovre Avis 26. februar 2019
    Alt for mange danskere er tvunget til at spise piller for at klare en arbejdsdag med store smerter. SF mener, at nedslidte skal have bedre mulighed for at trække sig tilbage efter et langt arbejdsliv. Torsdag var SF på gaden i Hvidovre, hvor de delte flyers ud for at skabe opmærksomhed omkring, at det ikke er holdbart, at mange må tage smertestillende piller for at kunne gå på arbejde.