Helt nødvendigt med skattestigning
SF-Hvidovre er gået med i et budgetforlig, som betyder moderate skattestigninger. Det er ikke noget vi gør med glæde, men der er ikke andre acceptable muligheder. Regeringens Kommunalreform koster Hvidovre 43,6 mio., selvom der meget tydeligt blev meldt ud, at reformen skulle være udgiftsneutral for kommunerne det første år. Næsten samtidig gennemførte regeringen en ny udligningsreform, som kostede Hvidovre 16 mio.
Vi kan ikke i Hvidovre skaffe næsten 60 mio. uden at sætte skatten op, og sælge nogle af vores ejendomme. Alternativet ville være voldsomme besparelser på alle kerneområder, som daginstitutioner, skoler, ældreområdet, kultur- og idrætsområdet. Det ville igen betyde afskedigelse af flere hundrede ansatte. Det vil SF-Hvidovre under ingen omstændigheder være med til. Derfor skattestigning, og salg af blandt andet 2 kolonier.
Det er helt forfejlet, når Venstres Peter Broholm udtaler, at det er en ”ræverød løsning.”Hvis han sigter til, at det er SF, Liste T og Socialdemokraterne, der har indgået forliget, er det måske en forståelig bemærkning, men hvis det er det indholdsmæssige, som han tænker på, er det langt fra virkeligheden. F-T-A har sikret Hvidovre Kommunes økonomi i årene frem. Vi har fået trukket en del besparelser af bordet, men det vigtigste er, at vi på denne måde, har undgået ”kulsorte” besparelser på alle kerneområder. Der er imidlertid ikke meget ”rødt ”i forliget. Hvis der var det, havde vi blandt andet sikret forbedringer på skole-, ældre-, kultur og fritidsområdet. Nødvendige forbedringer, som regeringens politik over for kommunerne i den grad forhindrer, kan finde sted.
Det har været nævnt, at A-F-T med forliget sætter budgetproceduren ud af funktion, at borgermødet den 15. september nu er uden betydning.Det har, med udsigten til et af værste budgetter i mine 25 år i kommunalpolitik, været vigtigt, at få skabt ro om budgetsituationen så hurtigt som muligt. Det har lige fra første dag, efter at fagudvalgenes sparekataloger var kendt, været frygt for store nedskæringer og personalereduktioner rundt om i Hvidovre. Men de partier og lister, som ikke er med i forliget, skal naturligvis fremlægge deres budgetforslag og argumentere for det. SF har ofte været i en situation, hvor det hele var afgjort på forhånd. Det har aldrig afholdt os fra, at komme med vores synspunkter, holdninger og forsøg på at ændre beslutningerne.På borgermødet den 15. september ser vi frem til, at mange borgere vil komme og høre om hvorfor vi sætter skatten op, hvad det betyder for dem økonomisk, og hvilke konsekvenser regeringens politik har for Hvidovre Kommune.


Skriv en kommentar til dette indlæg: