Budgettale — 2. behandling af budget 2008

Der har, hos de borgerlige partier, og HvidovreListen, været stor skuffelse og kritik af budgetprocessen, og alle har nævnt budgetforliget 2007, som det gode eksempel på hvordan det burde være. Skuffelsen kulminerede med den barnlige handling, at blive væk fra budgetdagen den 15. september, vel vidende at kommunen havde ofret penge og brugt personaleressourcer på arrangementet. Uanset forlig og proces, vil jeg mene, at de partier og lister, som ikke er med, burde have lyst til at gribe en hver mulighed til at møde borgerne og fortælle om deres politik, og løsning på kommunens problemer, men sådan er det åbenbart ikke. Det er mærkeligt at tænke på alle de budgetforløb, der ligger før 2007, hvor socialdemokraterne har haft deres eget forslag, besluttet på et tilsvarende tidligt tidspunkt i processen. Alle vi andre har de gange fremlagt egne budgetforslag, og kæmpet for vores politik, som noget helt naturligt. Vedr. budget 2008 finder socialdemokraterne sammen med de mest naturlige samarbejdspartnere, og så reagerer resten af kommunalbestyrelsen med barnlig fornærmelse. HvidovreListen har indlæg i Hvidovre Avis, som efterlader indtryk af at processen er det vigtigste, og ikke det rent politiske.

Hvis nogen tror, at SF har det på samme måde, fordi vi kæmper for en god budgetprocedure, tager de fejl. SF lægger ikke stemmer til personalenedskæringer, om vi så havde nok så god en proces. Mærkbare politiske forbedringer, eller mulighed for at undgå voldsomme personale- eller andre besparelser, tæller langt mere.

Så er vi tilbage til budget 2007, som åbenbart havde skabt nogle forhåbninger og forventninger hos alle. I virkeligheden blev det jo også udarbejdet af A, F og T, men da alle kunne konstatere, at de også fik nogle forslag igennem, fik forliget fuld tilslutning.

Budgetsituationen 2008 har fra start af været helt anderledes, og det burde være tydeligt for alle, at det ikke var realistisk med bredt forlig. Hvis de borgerlige med 2007 forliget, havde forestillet sig, at de nu fremover, kunne liste borgerlig politik ind budgetterne, kan jeg da godt forstå skuffelsen. Hvad jeg imidlertid ikke kan forstå, er alle de kritiske bemærkninger, der faldt ved 1. behandlingen, især fra Peter Broholm, men også andre, om flertallets måde at styre kommunens budget på, både tidligere og nu. Peter Broholm kom desuden med en helt urimelig sammenligning, hvor han ligestillede borgmesteren med en selskabstømmer. Mig bekendt skal der være mindst 11, som stemmer for budgettet, og derfor ikke noget borgmesteren kan gøre alene. Desuden er selskabstømning for egen vindings skyld, og det er der jo slet ikke tale om her. De borgerlige kom med generelle udtalelser om kommunens økonomi, som om det har været galt altid. Så er det bare underligt, at de selv samme partier roste budget 2007 og dermed efterfølgende år. Hvis det altid har været galt, hvordan kan man så støtte et enkelt budgetår inklusiv overslags årene. Der skulle der jo også have været råbt op om, hvor galt det er gået i Hvidovre de sidste mange år, hvilket 2007, da ikke rettede op på. Underlig siksak kurs.

Opgaven med budget 2008 har, på grund af regeringens politik over for kommunerne, været at styrke kassebeholdningen og sikre et fornuftigt driftsbudget. Det kan gøres på 2 måder. Enten ved at beslutte voldsomme nedskæringer og personalereduktioner, som vi nu atter har fået dokumenteret, er de borgerlige partiers løsning. Eller som A-F og T har valgt, at sætte skatten og grundskyldspromillen lidt op, samt at sælge nogle af vores ejendomme. Der har naturligvis været voldsom borgerlig kritik af skattestigningen, selvom det maksimalt vil koste en familie i ejerbolig ca. kr. 264 pr. måned. Det borgerlige alternativ, er at nedlægge over 100 stillinger i kommunen.

Seks år med den borgerlige regering og skattestop har haft store konsekvenser for kommunerne, og for velfærden.

Skattestoppet koster 1½ mia. om året, altså 9 mia. til dato i skattelettelse. Jeg kan da også lige nævne, at Selskabsskatten er lettet. Det har bl.a. givet Danske Bank og AP Møller en lettelse på ½ mia. En SF’er, som bor i eget hus, fortalte mig, at han betaler 10.000 om året i ejendomsværdiskat, men beløbet skulle være 14.000, hvis ikke vi havde haft skattestoppet.

Der er lidt for meget klynkeri over en meget beskeden skattestigning.

De Borgerlige og nu altså også HvidovreListen bliver ved at benægte, at regeringens politik har store konsekvenser for kommunerne. Jeg vill læse lidt op fra DKNYT, som viser, at regeringen har fået en ekstraindtægt på 20 mia., som den ikke vidste noget om, samtidig med, at over 50 % af kommunerne må sætte skatten op, og mange andre foretage store besparelser.

Jeg nævner blot nogle eksempler: 100 stillinger ryger i Kolding, Skatten stiger i Frederikshavn, Næstved hæver skatten, skatten stiger på Stevns, og borgmester Poul Arne Nielsen fra Venstre siger, at det har været væsentligt at undgå besparelser, og i stedet fastholde det nuværende serviceniveau, Thisted snydt for 60 mio. Jeg kunne blive ved resten af aftenen, men det korte af det lange er, at rigtig mange kommuner har problemer som Hvidovre, og gør det samme som A-F og T i Hvidovre for at løse dem. Det gælder også rigtig mange borgerlige kommuner, som tydeligt melder ud, at regeringens politik tydeligt skaber vanskeligheder for kommunerne.

Vi har besluttet at sælge ud af kommunens ejendomme for i alt 31 mio. heriblandt 2 kolonier. Salget af Skødshoved har affødt flere protester end skattestigningen. Lad mig med det samme fortælle, at forligspartierne har besluttet, at trække forslaget om at sælge Skødshoved. Det er der flere grunde til. Dels har vi fået en økonomisk forbedring på 10 mio., dels har vi lyttet til argumenterne mod at sælge, f.eks. at det er den bedst egnede til skoleklasserne, at det er den mest handicapvenlige mv….

Selvom vi nu redder Skødshoved, er det bestemt ikke et ønskebudget, men mest af alt en genopretning, som er nødvendig på grund af regeringens politik over for kommunerne. Heldigvis er der også blevet plads til enkelte forbedringer.

Skriv en kommentar til dette indlæg: