Spareforslag uden politisk opbakning
Det er beklageligt, at fagudvalgenes sparekataloger endnu en gang skaber frygt og frustration, inden politikerne overhovedet har haft mulighed for at drøfte forslagene.
Økonomiudvalget besluttede i juni måned, at fagudvalgene skulle finde besparelser svarende til forslag til udvidelser. Desuden skulle vi have et ”beredskab”, hvis kommunerne under et ikke lever op til aftalen om kommunernes økonomi, og Hvidovre således bliver tvunget til at spare.
Det blev tydeligt præciseret, at hvis vi blev tvunget til at bruge af ”beredskabet”, ville det ske i den sidste fase af budgetarbejdet. Alligevel kommer forslag, der har med ”beredskabet” at gøre til at fremstå som nogle vi skal tage stilling til i den allerførste fase af budgetarbejdet.
Således ser vi igen forslag om at lukke biblioteker, lukke Egnsteatret og andre uhyrligheder, der naturligvis skaber frustrationer, afstedkommer høringssvar og protestskrivelser. En masse mennesker bruger således tid og kræfter på forslag, hvor det er ret åbenlyst, at de ikke kan samle politisk flertal, og derfor ikke bør lanceres, og behandles (høringssvar mv.) som om politikerne seriøst overvejer disse besparelser.
Det gælder endnu mere, hvis det er forslag til det omtalte ”beredskab”, som vi skulle tage fat på i den sidste fase af budgetarbejdet, hvis Hvidovre blev tvunget til det. Det ville vi vide meget mere om, efter et borgmestermøde den 03.09.08, og informationsmøde den 04.09.08. Bliver det nødvendigt at spare ud over de forslag, som skal modsvare forslag til udvidelser, skal politikerne på det tidspunkt i gang med at prioritere blandt en lang række forslag. Her er det så på sin plads at nævne, at der konstant har været et stort politisk flertal mod at lukke biblioteker. Det er derfor lidt uforståeligt, at det bliver ved med at dukke op.
SF- Hvidovre så gerne, at borgerne og de ansatte kunne bruge deres tid og kræfter på, at forholde sig til de forslag, som politikerne reelt tænker på at gennemføre, og ikke gang på gang sættes i en ”ulven kommer” situation.
Niels Ulsing
SF-Hvidovre


Skriv en kommentar til dette indlæg: