Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden

Frivillige

Frivillige

Så blev det atter jul og et nyt år er lige om hjørnet.

Fra SF vil vi gerne ønske alle en glædelig jul og sige tak for året som gik. Vi er stolte over og glade for den store opbakning vi fik til kommunal- og regionsrådsvalget, og iveren og optimismen fylder meget i vores lokalpolitiske forening.

Glæden og optimismen dæmpes dog noget, når vi ser stigningen i antallet af ansøgninger om julehjælp fra de forskellige organisationer og hos kirken. Det er tegn på, at vi går et mere skævt samfund i møde, og tyder på at flere er blevet fattigere.

Der er grund til at sige tak til de mange frivillige hjælpende hænder.

Alt for mange familier er blevet ramt af kontanthjælpsloft og integrationsydelse. Det er især i denne tid, at man mærker forskellen på velstand og mangel på samme. Ingen siger, at man bliver lykkelig af at have mange penge, men når forældre med børn skal dukke sig, når der skal købes gaver til pakkeleg, eller ikke har råd til at købe juice til fælles morgenmad på skolen, så er det ikke i orden.

Ligeledes er det hårdt for mange ældre, der måske ikke har råd til at give deres børnebørn en gave eller ikke har råd til at købe billet til familiebesøg i den anden ende af landet.

Alt for mange hjemløse må i denne kolde vintertid sove på gaden eller på overfyldte herberger. Det er svært at komme ud af hjemløsheden, og ofte følger der en diagnose eller misbrug med – de skal hjælpes i denne tid, men også resten af året.

Solidaritet med verdens flygtninge er også et emne, der fylder meget i vores tanker, ikke mindst dem der ikke selv har mulighed for at komme til et sikkert land som for eksempel Danmark. Vi er bange for at vores frygt for at miste alt det gode vi har, vil betyde, at vi heller ikke kan overskue at dele noget af det, og det er en trist tanke.

Inden det hele bliver alt for dystert, skal der dog lyde en stor tak til alle de frivillige, som bruger deres tid på at hjælpe andre. I gør et fantastisk stykke arbejde, hvad enten der er med indsamling og uddeling af overskydende mad fra supermarkeder, servering af julepizzaer eller hjælp med nattevagter på midlertidige herberg for hjemløse.

Lad os i denne tid huske på, at vi alle er mennesker. At vi som udgangspunkt fødes lige og i dette samfund i høj grad bør have lige muligheder og rettigheder uanset religion, køn og alder. Vores børn skal vokse op med lige muligheder og dannes til frie demokratiske medborgere – de er vores fremtid.

I SF Hvidovre er vi glade for vores øgede medlemstal, og vi vil – også sammen med andre der vil være med – arbejde for at gøre 2018 til et bedre år for alle. Det kan vi gøre ved at stå sammen og hjælpe hinanden. Man fristes til at bruge et godt citat fra en af årets gode TV-julekalendere: ”Nisser står sammen, for én nisse er ingen nisse”.

Godt nytår og god arbejdslyst på alle niveauer i 2018.

Udgivet i Demokrati, Flygtninge, Fremmedhad, Integration, Læserbreve, Velfærd

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

SF Hvidovre i pressen
  • Næste års budget er endeligt besluttet
    Hvidovre Avis 16. oktober 2018
    Skat, udvikling, visioner og hvor besparelserne faldt bedst...eller værst. Det var nogle af de emner, som kommunalbestyrelsen drøftede, da et budgetforlig med et flertal på 16 mandater vedtog årets budgetforlig. Med det er det samlet nu endelig besluttet, at der skal spares for 55 mio. kr. i 2019. Budgetforliget bestående af A, O, F og H anførte alle, at det er gjort så nænsomt, som det overhovedet kan lade sig gøre. De tre parter udenfor, C, V og Ø påpegede, at det efter deres mening kunne være gjort bedre. Til gengæld var både SF's Anders Wolf Andresen og DF's Mikkel Dencker ikke overraskende tilfredse med det samlede resultat. Begge var desuden enige om, at de gerne havde hævet skatten, hvis det dels havde været muligt, dels ikke kunne gøres anderledes. - Under de vanskelige vilkår, er vi tilfredse. Vi er også tilfredse med en 4-årig aftale. Det giver tryghed og stabilitet og slut med budgetchockterapi, sagde Anders Wolf Andresen.
  • Vrede forældre starter underskriftindsamling mod besparelser
    Lorry 8. oktober 2018
    Den 27. september indgik Socialdemokratiet, DF, SF og Hvidovrelisten en budgetaftale for 2019 - 2022, hvor det er aftalt, at der skal spares 30 millioner kroner på børne og uddannelsesområdet over de næste fire år. I alt skal Hvidovre Kommune ifølge budgetaftalen spare 95 millioner kr. de næste fire år. Her er næsten en tredjedel på børne og uddannelsesområdet. Og forældrene følger sig svigtet af kommunen. - Jeg vil gerne have, at politikerne er opmærksomme på de mange bekymrede borgere. Jeg håber, at de finder penge til at lade være med at spare så meget på skolerne. Fordi uddannelse er ret vigtigt, siger Bent Roldgaard.