Endelig tilbage

Anders Wolf Andresen

Anders Wolf Andresen

Så gik det første år af denne kommunalbestyrelses periode og for mig er det fantastisk at være tilbage. Og så endda i en styrket position, hvor vi i SF gik fra et til tre mandater ved kommunalvalget. Jeg har en holdning til det meste i vores by og kan ikke lade være med at blande mig i politik. Jeg brænder for, at gøre Hvidovre til en mere grøn og social velfærdskommune, der tager sig godt af både børn, ældre, socialt udsatte og miljøet.

Nu er vi så et år inde i denne valgperiode. I SF gik vi jo markant frem til 10 % ved kommunalvalget. Vi husker stadig hvad, vi gik til valg på: Max. 24 elever i klasserne, mere tid og bedre pleje af de svageste ældre og et bæredygtigt Hvidovre med grønne åndehuller. Vi er ikke blevet opslugt af systemet, men er fokuseret på at få systemet til at arbejde for vores mærkesager.

Vore mærkesager

I SF mener vi virkeligt, at vi er optagede af at gennemføre vores mærkesager til gavn for dig og Hvidovre og ikke af taburetter, penge eller fine titler. Derfor gik vi ikke med i konstitueringen, men er med i den fireårige budgetaftale.

Et af de vigtige resultater fra det første år er, at SF’s forslag om at åbne for borgerdrevne forslag blev vedtaget. Vi har foreslået det tidligere, men i år fik vi det igennem. Nu kan du selv gå ind på hvidovre.dk/Politik/borgerforslag og stille dit forslag til Kommunalbestyrelsen.

Et andet vigtigt resultat var, at vi indgik budgetforlig, hvor vi skaber økonomisk balance og samtidig passer på børn og ældre. Vi har forpligtet Socialdemokraterne og DF i en fireårig aftale sammen med Hvidovrelisten. Det betyder, at der er skabt grobund for langt større ro og tryghed omkring vores kommunale velfærd, så det slutter med den budget-chokterapi vi tidligere har set forvaltninger, plejehjem og skoler udsat for. Hvis vi får skabt mere luft i den kommunale økonomi vil vi yderligere reducere besparelserne på børn og ældre i de kommende år. Særligt skoleområdets økonomi fra 2020 og frem bliver et fokuspunkt.

I 2019 er jeg sikker på, at vi kommer til at tale meget om vores nye boligpolitik. Vi har retning mod, at der står op til 2000 på den kommunale venteliste til en bolig. Vores indbyggertal stiger og vi mangler boliger til seniorer og unge. Det skal vi gøre noget ved og vi skal gøre det på en bæredygtig måde både socialt og miljømæssigt.

Vi kommer også til at have et fortsat fokus på skolerne og de mange elever i klasserne. Her er SF’s pejlemærke, som bekendt, at vi arbejder os ned mod max. 24 elever i klasserne, så der bliver bedre tid til den enkelte elev. Et første skridt er at vi i 2018 fik igennem, at der ikke længere gives dispensation til mere end 28 elever.

I 2019 skal kommunens bankforbindelse i udbud. Lige nu bruger kommunen Danske Bank. I SF er vi skarpt fokuserede på at få en ny bank, der ikke arbejder med hvidvask, skattely og anden form for svindel og uetiske forretninger. Vi har allerede bedt om de oplysninger fra forvaltningen, der skal gøre det muligt at vælge en mere etisk bank i 2019.

Så bliver 2019 forhåbentligt også det år, hvor vi for alvor kan begynde at slå nogle søm i den gamle SF-mærkesag om at få metroen forlænget fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital.

Med håbet om et godt 2019 for alle i Hvidovre.

Anders Wolf Andresen

32 år. Medlem af SFU/SF Siden 2000. Valgt til kommunalbestyrelsen i 2009. Statskundskaber. Udviklingskonsulent i Kalundborg Kommune på Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet. Jeg brænder for SF’s folkesocialistiske værdier - og jeg arbejder benhårdt for at føre dem ud i livet som kommunalbestyrelsesmedlem. Jeg håber at kunne fortsætte arbejdet med at gøre Hvidovre til en mere grøn og progressiv velfærdskommune, der tager sig godt af både børn, ældre, socialt udsatte og miljøet.

Udgivet i Økonomi, Bæredygtighed, Demokrati, Kommunalbestyrelsen, KV17, Læserbreve, SF, Velfærd

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

SF Hvidovre i pressen
  • 21-årige Kira bliver yngste dansker i Bruxelles: ”Det er helt vildt”
    Lorry 27. maj 2019
    - Det bliver vildt, og jeg er lidt i chok. Sådan lyder de første ord, fra SF’eren Kira Peter-Hansen i telefonen mandag aften. For kort tid siden modtog hun nyheden om, at partifællen Karsten Hønge, der er politisk ordfører i Folketinget, har takket nej til plads i EU-Parlamentet - også selv om folketingsvalget først afgøres 5. juni. I stedet går pladsen altså til 21-årige Kira Peter-Hansen, der til daglig er studerende. Dermed bliver hun det yngste danske medlem nogensinde, og måske bliver hun endda det yngste medlem i hele Europa.
  • SF og DF i fælles front: Vi vil have metro til Vestegnen
    Lorry 25. maj 2019
    Foran hospitalet mødtes Serdal Benli, SF’s spidskandidat i valgkredsen, sammen med folketingsmedlemmet Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti for at give hinanden håndslag på den politiske vision. - En metroforbindelse er godt for den kollektive trafik, godt for den grønne omstilling og godt for alle de mennesker, der bor her i området, siger SF’s Serdal Benli. Især Hvidovre Hospital, der de kommende år moderniseres og udbygges til at tage imod endnu flere patienter, er en stor årsag til, at de to kandidater vil arbejde for en metroforbindelse.