Igen er der fejl i de forudsætninger der ligger til grund for budgettet for lærerlønningerne i Hvidovre. Ikke bare på Dansborgskolen, men generelt i hele kommunen. De budgetterede lønninger stemmer simpelthen ikke overens med virkelighedens lønninger.
På Økonomiudvalgets møde den 18. april blev der lagt op til at de penge Dansborgskolen mangler skulle komme henholdsvis fra de andre skoler samt fra andre konti på Skoleudvalgets budget. Dette viser efter SF’s mening en total mangel på forståelse for skolernes situation, ligesom det faktisk er ansvarsforflygtigelse i forhold til budgetlægningen.
Dansborgskolen skal naturligvis have de penge de er berettiget til, men disse penge skal ikke tages fra de andre skoler – så er vi jo lige vidt!
Hvis man skal tage “Visioner og Mål” alvorligt, hvis Hvidovre Kommune reelt mener at folkeskolen skal forbedres, synes det absurd at kommunen ikke tager budgetteringen mere alvorligt. Et er at vedtage besparelser på skoleområdet, det kan man være enig eller uenig i, men noget helt andet er at indføre besparelser ad bagvejen, fordi man vælger ikke at rette op på begåede budgetlægningsfejl.
Man burde lære af sine fejl. At tage højde for anciennitet m.v. burde trods alt være muligt. En plan for hvordan vi undgår problemer med næste års budget imødeses!
Og nu hvor fejlen er begået, må man være ansvarlig og udbedre den – også selvom det kan være vanskeligt at finde disse penge. Det må på ingen måde gå ud over vores skoler og vores børn! Pengene skal derfor findes, om nødvendigt via en tillægsbevilling!
Skriv et svar