Af Simon Tøgern, formand for HK/medie & kommunikation København
1. maj er arbejderbevægelsens internationale kampdag! Sådan plejer vi at sige. Men når man kigger ud over forsamlingen her – eller på deltagerne på alle de andre 1. maj-arrangementer ud over landet – så er ”kampdag” jo ikke just det udtryk der først falder en ind.
Og det er jo kun godt! Det er jo udtryk for arbejderbevægelsens vigtigste historiske sejr: Nemlig, at den politiske kamp her i landet – trods alt – foregår under demokratiske former.
Men sådan er det jo ikke alle steder på kloden. I mange lande er det forbudt at demonstrere og mødes den 1. maj. Det er der desværre ikke noget nyt i.
Har I hørt om oliearbejdernes demonstrationer i Basra i Irak? Nej vel! Det nye her er, at det er soldater fra Danmark og England – nogle af de lande i verden, hvor arbejderbevægelsen har stået stærkest – der er med til at fastholde Saddam Hussein’s fascistoide lovgivning, som forbyder frie og demokratiske fagforeninger.
Eller hvad med Indonesien, Malaysia og Singapore? Her tjener hundreder af danske virksomheder fedt på, at de lokale diktatorer forfølger fagforeningsaktivister og lægger hindringer i vejen for selv den mest grundlæggende faglige aktivitet.
Eller Kina. Snart verdens førende industri-nation. Her foregår en meget væsentlig del af den af hele verden beundrede økonomiske vækst i særlige ”free zones”, hvor næsten al almindelig lovgivning – herunder også miljøbeskyttelse – er suspenderet.
Ja, vi behøver såmænd ikke at tage så langt væk. I Polen er det almindeligt, at man i forbindelse med sin ansættelse i en privat virksomhed skriver under på at man ikke vil deltage i nogen form for faglig aktivitet – endsige være medlem af en fagforening.
Det er en del af forklaringen på, at vi i den fagforening jeg er formand for – HK/medie & kommunikation – kan se arbejdspladser forsvinde i takt med at store trykordrer flyttes til – ja, rigtigt gættet: Polen.
På den måde bliver fagbevægelsen – ryggraden i en hver arbejderbevægelse – forfulgt mange steder. Hvorfor? Fordi faglig organisering fortsat er et af de stærkeste våben mod kapitalens skalten & valten med menneskers liv!
Så ”kampdag”? Ja, for millioner af mennesker ud over verden, så er det en kampdag!
Men hvad så her hjemme? Her er det jo ikke så galt. Behøver vi al det besvær med at arrangere møder? Kan vi ikke bare droppe alt det der og bruge fridagen på at få gjort koloni-haven eller sommerhuset forårsklart? Få ryddet op på loftet? Eller besøgt vores gamle faster?
Nej, 1. maj-møderne er fortsat vigtige. 1. maj holder vi mandtal. Hundredevis af fagforeninger, partiforeninger og andre foreninger ud over landet bruger dagen til at samle sine medlemmer under afslappede former og prøve at gøre status over det forløbne år – og prøve at overskue de store linjer i, hvad det er, der foregår omkring dem. Det er det vi er i gang med her!
Og hvad er så situationen? Ja, det ser ikke for godt ud!
- Vi har en borgerlig regering. Det har vi haft før, og det gik jo endda. Men det er såmænd ikke det værste.
- Vi har en opposition, som har fået sværere og sværere ved at samles om en linje, der kan fører til regeringens fald. Det er set før, og det er heller ikke det værste.
- Vi har oppositionens største parti – Socialdemokraterne – der står med en ledelse, som mere og mere får karakter af et ”forretningsministerium”. Det er også set før, men det gik jo over.
- Vi har en fagbevægelse, hvor LO-ledelsen og ledelserne i de store forbund tilsyneladende bliver mere og mere i vildrede med, hvordan de skal føre bevægelsen videre. Ja, det er der desværre heller ikke så meget nyt i!
Nej, det der er det alvorligste problem er, at det ikke for nogen del af arbejderbevægelsen er lykkedes at formulere en troværdig og offensiv politik med bred appel, og som tager hånd om nogle af de grundlæggende problemer, som vores samfund står overfor. Derfor er vi i defensiven. Og derfor kommer det meste af vores politiske aktivitet til at handle om forsvaret af de goder, som det over tid er lykkedes arbejderbevægelsen at tilkæmpe sig.
Her & nu handler det om regeringens oplæg til ”Velfærdsreform”. Ja, reform er jo et mærkeligt ord i den sammenhæng, for der er stort set alene tale om forringelser og beskæringer af eksisterende ordninger:
- Beskæringer i SU,
- Beskæringer i dagpengeretten for de dårligst stillede unge og
- Beskæringer i adgang til efterlønnen
- Osv osv.
Traditionel borgerlig politik. Traditionel borgerlig nedskæringspolitik. Hvodden det lige skal bidrage til at placere Danmark fornuftigt i ”den globale vidensøkonomi” kan vist nok kun forklares med adskillige ideologiske badutspring.
Mest diskuteret er beskæringerne af efterlønnen. Det har efterhånden udviklet sig til en ”politisk manddomsprøve” for alle, der vil opfattes som ”seriøs” af det politiske parnas, at man skal sige noget ufordelagtigt om efterlønnen. Det kan der da også nemt. Ordningen er på mange måder stiv og rigoristisk og understøtter ikke i sin nuværende form ønsket hos mange ældre kolleger om en gradvis aftrapning af arbejdslivet. Samtidigt med, at mange ældre arbejdsløse mod deres ønske bliver presset over på ordningen.
Men det er ikke det diskussionen handler om. Det er blevet til en diskussion om, hvorvidt, der er arbejdskraft nok om 10, 15 og 25 år. Det er jo en lidt mærkelig diskussion i en situation, hvor flere hundrede tusinde ufrivilligt står udenfor arbejdsmarkedet. Et forhold der kunne afhjælpes et langt stykke af vejen ved en langt mere offensiv og ambitiøs uddannelses- og efteruddannelsesindsats.
Det efterlønsdebatten burde handle om er, at efterlønsordningen – sine skønhedspletter til trods – dybest set er udtryk for en demokratisering af vort samfund – for en mere ligelig fordeling af goderne her i livet.
Efterlønsordningen er i dag udtryk for, at vi i et af verdens rigeste samfund er kommet så langt, at det nu er muligt, at sikre det store flertal af befolkningen adgangen til det privilegium det er selv at kunne bestemme, hvornår man stopper sit arbejdsliv.
Det har hidtil været forbeholdt advokater og direktører og andre med meget store indtægter, at kunne trække sig ud af arbejdslivet inden den egentlige alderspensionering.
Men med efterlønsordningen er det blevet muligt for hundredetusindevis af almindelige arbejdere og funktionærer at forlade arbejdsmarkedet før de blev slidt ned – før de blev kørt helt ned. Efterlønsordningen har så at sige har gjort det muligt at forlade arbejdslivet oprejst og ved egen hjælp! Før man blev båret ud!
Sådan en ordning er jo en grim ting! Derfor er det også, at en hver borgerlig ideolog inderst i sit hjerte ønsker efterlønsordningen hen, hvor peberet gror!
Desværre har Socialdemokraterne indladt sig på en farlig leg med regeringen om mindre beskæringer af ordningen.
Men omfanget af beskæringerne afgøres ikke i på Chr.borg. Det afgøres af, hvor omfattende modstanden mod beskæringerne bliver ude i samfundet.
Derfor et det positivt, at en række af de store forbund tilsyneladende vil støtte nogle af de arrangementer, der bliver forberedt i disse dage.
Og derfor er det positivt, at samarbejdet mellem LO-organisationerne i de større byer bidrager til at gøre den 17. maj til en national demonstrationsdag mod regeringens udspil.
Opgøret om efterlønsordningen og regeringens andre udspil bliver sommerens store politiske styrkeprøve!
Og umiddelbart herefter kommer overenskomstforhandlingerne på det private område i foråret 2007. Her forbereder arbejdsgiverne allerede nu forskellige angreb på arbejdstidsreglerne og formentlig også på den 37 timers arbejdsuge således, som vi har set det i Tyskland.
Succes i de opgør kræver samarbejde mellem alle dele af arbejderbevægelsen. Ikke, at vi skal skjule eller gemme vores uenigheder af vejen af den grund.
Vi må arbejde for,
- at vi gennem de opgør igen får gjort det klart, hvem der forsvarer almindelige menneskers interesser,
- at vi får genskabt troen på at politisk aktivitet gør en forskel og
- at vi får genskabt det politiske selvværd i hele arbejderbevægelsen.
Lad os fastholde 1. maj som en festdag! Men husk, at der venter 364 kampdage forud!
God 1. maj!
Skriv et svar