SF Hvidovre har i lørdags d. 12.8.06 været med til at aktionere for SF´s landsdækkende skolestartskampagne, der løber af staben i de første fire uger i August. Derfor har medlemmer af SF Hvidovre været på gaden udenfor Frihedens Butikscenter og Hvidovre Stationscenter og uddele foldere, løbesedler og æbler til borgerne i Hvidovre lørdag formiddag i regnvejr.
For SF Hvidovre er det vigtigt at oplyse Hvidovres borgere (forældre, lærere og elever) om SF´s bud på en bedre folkeskole.
De første skoleår er vigtige, da det er her grundstenen bliver lagt for børnenes lyst og evne til at lære mere. Folkeskolen skal udvikle den nysgerrighed og lyst til at lære, som børn er født med.
Derfor skal lærerne også i Hvidovre have mere tid til at arbejde med børnenes faglige og sociale udvikling.
Der har været megen debat om den økonomiske situation på skolerne og lærernes arbejdsvilkår og dermed en usikker fremtid for kvaliteten af børnenes indlæring på Hvidovres skoler.
Derfor vil SF Hvidovre være med til at forbedre forholdene for lærere og elever, så vi igen kan få en høj undervisningskvalitet. Det er af afgørende betydning at der er tilstrækkeligt uddannede lærere, da det er dem der betyder mest for en god skolegang.
SF ønsker en læreruddannelse der sikrer at lærerne får en bred vifte af liniefag, så langt flere børn kan undervises af lærere med relevante liniefag og samtidig skal lærerne sikres efteruddannelse, så de bliver ved med at udvikle sig og være faglige dygtige.
SF ønsker at alle eleverne får gratis økologisk frokost på skolen, fordi mætte og sunde børn lærer mere og bedre!
SF ønsker at der kun er 24 elever i hver klasse, for alle børn har ret til tid med læreren og til luft omkring sig.
Folkeskolen bliver ikke bedre af, at vi plager lærerne og tvinger børnene til terperi. Den bliver kun bedre, hvis vi tør og vil opprioritere den.
Derfor gi´r SF Hvidovre et æble til Hvidovres folkeskoler!
Skriv et svar