Hvis man opfinder et smart computerprogram eller spekulerer i aktier kan man blive mangemilliardær. Hvis man knokler dagen lang for at passe gamle og syge, har man lige penge nok til at overleve.
I Hvidovre Avis 8/11 fortæller Benthe og Birgit om dagligdagen i hjemmeplejen. Det er rystende læsning. Hjemmeplejere og sygeplejersker har nogle af de vigtigste opgaver, man kan tænke sig – nemlig at give omsorg til andre mennesker. Alligevel har de også de mest urimelige arbejdsvilkår.
FOA lavede for nyligt en undersøgelse, der viste, at hver fjerde offentlige ansatte døjer med alvorlige stressproblemer. Det gælder særligt blandt plejepersonale. Dertil kommer rygproblemer, et højt antal blodpropper og generel fysisk og psykisk nedslidning. Vores hjemmeplejere fortjener langt bedre, ligesom vores ældre fortjener hjemmeplejere, der har god tid og sprudler af arbejdsglæde frem for stress.
Blandt de forslag, jeg gerne vil slås for er:
1) Højere løn til plejepersonale. Det fortjener de og der skal være mere prestige i arbejdet.
2) Nedsat arbejdstid med fuld lønkompensation. Det vil næsten være gratis, hvis vi tager arbejdsløse ind i de ledige jobs og dermed sparer dagpenge.
3) Mere tid til den enkelte ældre. Det vil både give de ældre bedre service og hjemmeplejerne mere arbejdsglæde.
Jeg vil meget gerne have flere forslag til at give hjemmeplejerne bedre vilkår. Send blot en e-mail til sfjakn@ft.dk.
Skriv et svar