Miljørigtigt byggeri?

SF hilser den skærpede miljøpolitik i Hvidovre Kommune velkommen. Det er en god ide med en ekstra Agenda-21 medarbejder, som skal overvåge, at miljøpolitikken føres ud i livet.

Men miljøpolitikken er ikke reddet ved en enkelt medarbejder i forvaltningen. Der skal mere til!

I Københavns Kommune er man gået et skridt videre: Her har man konsekvent indført skærpede energikrav for kommunens eget byggeri og støttet byggeri, der sigter mod en 25 % reduktion af rammen for energiforbruget. Det er en reduktion som først bliver en del af bygningsreglementet i 2009 (jf. regeringens energihandlingsplan) og som alle kommuner til den tid skal leve op til.

I forbindelse med EU direktivet 2002/91/EF om bygningers energimæssige ydeevne, gør EU en betydelig indsats for at fremme lavenergibyggeri og energieffektive renoveringer.

EU støtter derfor demonstrationsprojekter med op til 50 % af projektets omkostninger. Hvis demonstrationsprojektet baseres på grænseoverskridende erfaringsudveksling med et eller flere lande indenfor EU, støttes op til 100 % af projektets omkostninger.

SF vil gerne bidrage til, at de skærpede energikrav, som bygningsreglementet i 2009 kommer til at indeholde, bliver indført i Hvidovre Kommune allerede nu. Ligesom SF støtter etableringen af et delvist EU finansieret demonstrationsprojekt, som kan være basis for fremtidige energirigtige byggerier og – renoveringer. Renoveringen af Risbjergård og ombygningen af Hvidovrevej 80 kunne være de første skridt på vejen til miljørigtigt byggeri i Hvidovre. Andre tiltag med bæredygtige energikilder som sol- og jordvarme kunne i denne forbindelse også være ønskelige.

Vil Hvidovres kommunalbestyrelse være med til det?

Læserbrev bragt i Hvidovre Avis den 14. februar 2007.

Udgivet i Læserbreve, Miljø

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*