Walther Jensen misforstår bevidst i sidste uges Hvidovre Avis mit tidligere indlæg, hvor jeg skrev at Hvidovre Kommune bør have en ligestillingspolitik. Jeg er egentlige glad for Walther Jensens indlæg for det giver mig lejlighed til at fortælle mere om SF’s ligestillingspolitik.
Walther Jensens kommentar om kommunisme vælger jeg at tage fra den humoristiske side. At en ung mand som jeg, der mener at mænd og kvinder i udgangspunktet skal stilles lige, bliver beskyldt for at føre kommunistisk politik er jo en indlysende forkert beskyldning. Jeg håber at vi i stedet kan føre en god og åben debat om ligestilling.
Ligestilling handler i høj grad også om mænd. Eksempelvis om mænds muligheder for at tage barsel. Når jeg specifikt har nævnt tallene fra Danmarks Statistik om uligheden i kommunalt ansatte mænd og kvinders løn, så er det jo ikke fordi at vi skal tage noget fra mændene. Så er det jo fordi at vi skal finde ud af hvorfor den ulighed er der, så vi kan gøre noget ved den. Handler det eksempelvis om at kvinderne får mindre ud af deres lønforhandlinger? Eller er de traditionelle kvindejobs i kommunerne uforholdsmæssigt dårligt lønnede i forhold til de traditionelle mandejobs?
SF må bare konstatere at ligestillingspolitikken ikke har været så højt på dagsordenen i Hvidovre som den bør. Vi har gentagne gange fastslået at vi ikke er tilfredse med den ligestillingsredegørelse som kommunen er forpligtet til at indsende til Velfærdsministeriet hvert andet år.
Når tal fra Danmarks statistik viser at kommunalt ansatte kvinder kun tjener 85 % af deres mandlige kolleger, så er det da helt fair at vi gerne vil vide hvorfor og om vi kan gøre noget ved det.
Derfor har jeg sagt at Hvidovre kommune bør undersøge om den ulighed der gælder for kommunalt ansatte på landsplan også gælder i Hvidovre og at Hvidovre kommune bør have en konkret ligestillingspolitik.
Bragt i Hvidovre Avis 20. januar her.
Skriv et svar