Bragt i Hvidovre Avis 31/03 2009 her og her.
SF vil tage ansvar for at forbedre kommunens økonomi. Partiet kommer derfor nu med klare bud på hvordan økonomien og væksten forbedres.
I de sidste par uger har der været debat i Hvidovre Avis om kommunens økonomi. Det får nu SF’s unge bestyrelsesmedlem i Hvidovre, Anders Wolf, til at melde sig på banen: “I sidste uges Hvidovre Avis var det de konservatives Steen Ørskov, der var ude efter det han kaldte snyltere, sociale bedragere og varslede konservative ønsker om skolelukninger for at tackle økonomien. I forrige uge var Pernille Falcon fra Enhedslisten så ude at vaske hænder ved at give regeringen skylden for økonomien uden selv at bidrage med et eneste konstruktivt forslag. Det er for tyndt. Derfor er der tydeligt behov for bedre bud på en fremtidig økonomisk politik for Hvidovre Kommune”, siger Anders Wolf.
“Staten presser Hvidovre Kommune hårdt. Men det nytter ikke at glemme sin egen handlekraft. Det er netop i sådan en situation at dygtige kommunalpolitikere skal vise deres værd”, siger Anders Wolf og henviser bl.a. til at der i sidste uge kom en opgørelse fra SKAT, der viser at Hvidovre Kommune har 11,6 mio. kr. til gode i skatterestancer. Det beløb er eksploderet siden staten overtog ansvaret for inddrivelsen. Derfor påpeger Anders Wolf at Hvidovre Kommune bør arbejde aktivt for at få de penge hjem, og Steen Ørskov fra de konservative, der i sidste uge luftede muligheden for at spare 5 mio. kr. ved at lukke en af Hvidovres folkeskole kunne jo passende tage en snak med sine kammerater i den borgerlige regering om det urimelige i at Hvidovre har et beløb, der er dobbelt så stort som en skolelukning til gode, mener den unge SF’er.
“Borgerne betror politikerne deres skattekroner og stoler på at vi skaber mest velfærd for pengene. Det ansvar bør alle kommunalpolitikerne leve op til”, siger Anders Wolf
Tankegangen skal ændres
“Vi skal tænke smartere og anderledes i Hvidovre. Jeg er lidt skuffet over at erfarne lokalpolitikere bare fortsætter “business as usual””, siger Anders Wolf.
Han påpeger, at i stedet for at diskutere hvor store nedskæringer Hvidovre skal gennemføre, så bør politikerne diskutere hvordan økonomien kan forbedres og vi kan drive en kommune i vækst til gavn for borgere og virksomheder.
“Hvidovre indeholder så stort et potentiale og har så mange muligheder. Vi er en del af Hovedstadsregionen og vi har et af Nordeuropas største industriområder. Det er centrale og gode forudsætninger som vi bør få meget mere ud af end vi gør i dag”, siger Anders Wolf.
I det kommunale regi foreslår SF at slippe medarbejdernes energi løs. Ansvaret skal helt ud til de, der udfører opgaverne, så medarbejderne kan blomstre og udnytte deres potentialer.
Væksten skal forbedres
For nyligt scorede Hvidovre en bundplacering i to undersøgelser om vækst. I Børsens opgørelse over “Årets Erhvervskommune 2009″ endte Hvidovre som nummer 58 af landets 98 kommuner. I en rapport fra Ernst og Young om det kommunale vækstmiljø endte Hvidovre som nummer 89. Fælles for undersøgelserne er, at Hvidovre klarer sig dårligere end vores nabokommuner. “Vi skal skabe vækst i Hvidovre. Vækst betyder arbejdspladser og skattekroner. Der er simpelthen behov for at vi undersøger hvorfor vi klarer os så dårligt, og så få lavet en målrettet vækstplan.”
Eksempler på mere smarte løsninger
Anders Wolf kommer også med fire eksempler på hvordan kommunens økonomi kan klares bedre og mere smart:
1. Sætte fokus på vikarudgifterne i ældreplejen og indføre velfærdsteknologi:
Hvidovre Kommune brugte i 2008 29 mio. kr. på at købe private vikarer. Vi bør lade os inspirere af Århus, hvor de har sænket vikarudgifterne med 22 % i 2008 ved at indføre selvstyrende medarbejdergrupper med ansvar og fokus på arbejdsgange og ressourceforbrug. Samtidig bør Hvidovre indføre velfærdsteknologi som robotstøvsugere. På den måde sparer de ansatte tid, der i stedet kan bruges på den ældre. I Odense kommune har det frigivet op til 75 % af den tid de ansatte tidligere brugte på at svinge støvsugeren.
2. Renovering af den slidte HBC-hal gennem et ESCO-samarbejde:
Det betyder at et privat energifirma går ind og finansierer og gennemfører en energirigtig renovering af bygningen mod gennem en årrække at få del i pengene fra energibesparelserne. Det vil give Hvidovres badmintonspillere en renoveret hal og kommunens samlede CO2-regnskab vil forbedres. Høje-Taastrup har netop indgået en sådan ESCO-aftale, der dækker alle kommunens bygninger. De regner med at spare 4,2 mio. kr. om året og sænke energiforbrug og CO2-udledning med ca. 18%.
3. Anvende Open Source-software, der er licensfri, i den kommunale forvaltning:
Det vil give fornuftige, reelle besparelser på kommunens IT uden at miste funktionsevnen.
4. Uddanne et par af kommunens medarbejdere i fundraising:
Staten anvender i større og større grad puljer til at fordele penge til kommunerne. Derfor er det altafgørende at Hvidovre bliver i stand til at hive penge hjem fra disse. Det så vi eksempelvis da vores ansøgning til den statslige el-bils-pulje faldt til jorden på trods af at mange andre kommuner allerede har fået penge ud af den.
Når bæltet strammes
Anders Wolf understreger at det er ekstremt vigtigt for SF at sætte ind for at sikre en holdbar kommunal økonomi: “Vi ved godt hvem det går ud over når bæltet skal strammes ind og der skal skæres ned. Det går ud over børnene, de ældre, de handicappede, de svageste, og det kan vi ikke acceptere. Kommunale nedskæringer gør det også sværere at få familielivet til at hænge sammen, hvis der eksempelvis indføres lukkedage i daginstitutionen. Derfor skal vi skabe vækst og en sundere økonomi i Hvidovre.”
Skriv et svar