Hvidovre kommune må jo desværre, ligesom størstedelen af landets andre kommuner, se en vanskelig økonomisk situation i øjnene. Regeringen har ikke ligefrem gjort det lettere for kommunerne at få budgettet til at hænge sammen, og også Hvidovre har måttet vedtage besparelser, der forringer niveauet, desværre også i vores folkeskoler…
Dette kan der skrives mangt og meget om, ligesom prioriteringerne i budgetforliget naturligvis kan diskuteres. Men det vigtigste i forhold til kommunens økonomi er efter min mening at tænke fremadrettet, og finde ud af hvordan vi kan undgå at skulle foretage flere besparelser, og istedet forbedre situationen i løbet af de kommende år.
Det er ikke en nem opgave, ingen tvivl om det, men vi i SF Hvidovre vil gerne være med til at arbejde seriøst med problemet og har forskellige forslag til hvordan vi kan forbedre kommunens økonomi. Det kan gøres på tre måder: ved at øge indtægterne, begrænse udgifterne eller arbejde med optimering/effektivisering, så vi får mere ud af den samme mængde penge. En del af løsningen er naturligvis at stemme VKO-regeringen ned ved det næste folketingsvalg, men vi bør se på hvad vi selv kan gøre her i Hvidovre for at forbedre vores økonomi.
Hvordan skal vi gribe det an? Skal vi udarbejde en forkromet strategi for de næste 5-10 år? Og hvilke områder bør vi tage fat i først?
Skriv et svar