“Vi er rigtig glade for at kunne opstille Pernille Frahm for SF i Hvidovre, for vi har dermed fået en kandidat, som brænder for et samfund, hvor der er plads til – og brug for – alle,” fortæller Morten Høybye Frederiksen, formand for SF Hvidovre. “Samtidig har vi fået en kandidat som kender til Hvidovre og Københavns Vestegn, og hun vil blive rigtig god for både SF og Hvidovre på Christiansborg.”
Pernille Frahm har været medlem af SF siden 1968, er uddannet lærer med master i specialpædagogik, og har tidligere boet i både Hvidovre og Rødovre. Hun blev første gang medlem af Folketinget i 1990, og har siden da desuden været medlem af Europaparlamentet i 5 år. Lige nu er Pernille Frahm SF’s kultur- og idrætsordfører i Folketinget.
“Jeg har gennem arbejdet med socialt belastede børn og unge fået indblik i, hvor kort afstanden er mellem at være indenfor og udenfor, og hvordan den måde et samfund takler sine opgaver på, er afgørende for de muligheder, vi giver de børn og unge, der vokser op i hjem med sociale eller andre problemer. Jeg har også set, hvordan idræt, kunst og kultur bidrager til vores evne til og mulighed for, at opdage os selv, at udvikle os og opnå det selvværd, der er forudsætning for udvikling. For mig er det vigtigt, at tænke i sammenhænge og ikke kun i opdelte politikområder, ” siger Pernille Frahm.
“Jeg er rigtig glad for at være blevet folketingskandidat i Hvidovre-kredsen, så jeg kan vende tilbage til mine rødder på Københavns Vestegn, hvor jeg dels synes, jeg kender forholdene og dels synes, jeg har noget at tilbyde.”
SF’s medlemmer i Hvidovre og resten af Københavns Omegns Storkreds skal ved urafstemning henover sommeren afgøre hvilke placering Pernille Frahm skal have på SF’s liste ved det kommende folketingsvalg, hvor også vælgerne i Gentofte, Lyngby, Gladsaxe, Rødovre, Brøndby, Taastrup og Ballerup får mulighed for at stemme på hende.
“Vi befinder os i en vanskelig situation, også lokalt i Hvidovre, og Pernille vil kunne gøre en forskel for os allesammen. Vi skal have en ny regering som vil udvikle velfærden i stedet for at afvikle den, og vi ser i SF Hvidovre frem til at føre valgkamp for Pernille – hellere før end siden,” slutter SF’s lokalformand Morten Høybye Frederiksen.
Skriv et svar