1. Maj 2013

Det er med noget blandede følelser, at jeg i dag skal holde 1. maj tale.

Vi fik heldigvis en ny regering, selvom det ikke blev det valg, vi som SF’ere havde set frem til og kæmpet for. SF gik tilbage, og de radikale gik frem. Det gav en noget anden regering end vi kunne ønske os. De radikale fik væsentlig mere indflydelse på regeringsgrundlaget, og tilsyneladende endnu mere på den førte politik, for ikke at tale om reformerne.


Jeg har mange gange tænkt på, hvor det fællesskab og den fælles politik, som A og F havde frem til valget, blev af. Vi havde jo det meste af et regeringsgrundlag på plads i Fair Løsning og Fair Forandring – hvis I husker de to skrifter. Jeg gør i hvert fald, for jeg har mange gange brugt dem til at fortælle de borgerlige partier i Hvidovre, hvor meget bedre det ville blive med en ny regering og en ny politik i Danmark.

Den nye regering fik en meget vanskelig start. I stedet for at være fredet de første 100 dage, som altid har været en uskreven regel, blev regeringen hængt ud i pressen næsten fra dag et. Vi husker alle de mange udmeldinger om løftebrud, hvor journalister og politiske modstandere tog afsæt i valgløfter fra A og F, som om, at det stadigvæk var muligt at gennemføre forslagene. Det ville det have været, hvis A og F alene havde fået så mange mandater, at de kunne gennemføres med støtte fra Enhedslisten, men virkeligheden var jo en helt anden.


Jeg tror, at det var Mette Frederiksen, der på spørgsmål om løftebrud svarede, at denne regering har ikke lovet noget i valgkampen.


Margrethe Vestager har krammet på Helle Thorning, som ved, at de radikale uden de store problemer kan smutte over til de borgerlige, især når næsten alt handler om økonomi og vækst, og sådan har det jo desværre været i en del år nu.


Den voldsomme kritik af regeringen i den første periode var, efter min opfattelse helt urimelig.

Regeringen fjernede som lovet fattigdomsydelserne på kontanthjælpsområdet, nemlig starthjælpen, introduktionsydelsen og kontanthjælpsloftet.


Der blev fremrykket og igangsat investeringer for 18 mia.


Der blev sendt 500 millioner ud til kommunerne til flere pædagoger og mere kvalitet i daginstitutionerne.


Aftalerne om kommunernes økonomi blev lidt bedre, men ikke så gode som lovet.


Der blev afsat mange millioner til supercykelstier, mere sikre cykelruter og flere penge til kollektiv trafik, men igen ikke så mange som lovet af A og F i valgkampen.


Psykiatriindsatsen blev opprioriteret.


Regeringen tilbagerullede borgerlige besparelser på 300 millioner på den forebyggende indsats over for dårligt arbejdsmiljø.


Der blev afsat flere penge til forskning


VK regeringens nedskæringer på Ulandsbistand blev stoppet, og vendt til en mindre vækst.


Det er blot nogle eksempler på det positive, der er sket, efter at vi har fået en ny regering. For ikke at tale om, at vi i et stort omfang, er sluppet for at høre på, og se Pia Kjærsgård, Lars Løkke og Lars Barfoed.

Vi kan så spørge os selv, om den nye regering har formået, at formidle de positive resultater, og svaret er desværre et klingende nej.

Regeringen har heller ikke gjort det nemt for sig selv, ved at sprøjte reformer ud i en lind strøm, for ikke at tale om det politiske indhold, som har sendt regeringen og især SF på katastrofekurs. Vi har ramt mange af vores egne kernevælgere, og gjort det godt for borgerlige vælgere.

Lad mig starte med dagpengereformen. Det var den borgerlige regering, dansk folkeparti, og ikke mindst de radikale, der besluttede at afkorte dagpengeperioden fra fire til 2 år, og fordoble optjeningskravet.

De byggede deres beslutning på antagelser om, at krisen kunne afblæses i 2012, og senest i 2013. De formodede, at arbejdsløsheden ville være vendt, når reformen trådte i kraft, men tog grueligt fejl. Det ville derfor, have klædt partierne bag reformen, og ikke mindst de radikale, at erkende, at deres beslutning var truffet på et helt forkert grundlag, og derfor forlænge den gamle ordning.


Vi kan vel alle huske, hvor stejlt Margrethe Vestager stod fast på beslutningen om, at afkorte dagpengeperioden, og dermed havde A og F ikke andre muligheder end at forsøge at afbøde de værste virkninger af reformen med ½ års forlængelse og diverse akutpakker.


Jeg arbejder selv som socialrådgiver i et Jobcenter, og kan tilbagevise al den snak om, at det ikke har virket. Naturligvis har det virket og gavnet en hel del mennesker, som ellers ville stå uden forsørgelse, men så længe, at arbejdsløsheden ikke falder, vil og kan det kun blive en afbødning og hjælp til en del af de arbejdsløse.

Så er der skattereformen, som jeg til nød kan leve med. Enhedslisten kørte hårdt på, at der blev taget penge fra kontanthjælpsmodtagerne, og andre på overførselsindkomster.


Der er tale om, at den fremtidige fremskrivning af ydelserne bliver lidt reduceret, men her skal man måske lige huske, at fattigdomsydelserne blev afskaffet, som noget af det første. Desuden giver skattereformen en gevinst til lav- og mellemkomstgrupperne, og til de pensionister, som må klare sig for allermindst.

Hvis jeg så springer videre til SU reformen, kontanthjælpsreformen og vækstpakken har jeg til gengæld meget svært ved at forsvare, at SF er med i de reformer.


Der er naturligvis også positive elementer i de reformer, men at forringe økonomien for de grupper i samfundet, der har mindst, for at give store tilskud til erhvervslivet, samtidig med, at de store selskaber har mia. overskud, direktører og andre chefer har fået store lønstigninger, medens lønmodtagersiden har vist stor tilbageholdenhed, er mere end svært at sluge.


Desuden peger en række økonomer på, at mange virksomheder holder på pengene i stedet for at investere. Andre peger på, at vækstpakken kun får lille betydning, og højest giver 500 ekstra job ud over de 5000, som regeringen oprindeligt regnede med.

Nedsættelse af selskabsskatten og af afgifter på sodavand og øl, er milevidt fra at være SF politik. Det har nu vist sig at firmaerne ikke flytter ud af landet på grund af selskabsskatten, og nedsættelsen af afgifterne på sodavand og øl trækker i den helt forkerte sundhedspolitiske retning, og stik imod, hvad SF tidligere har meldt ud.


Disse erhvervspolitiske lettelser skal så betales af nogle af vores kernevælgere.


Min fagforening, dansk socialrådgiverforening, advarede regeringen mod at halvere kontanthjælpsydelserne for de 25-30 årige, som kan få svært ved at have råd til de mest basale udgifter som f.eks. husleje. I det hele taget har jeg aldrig i mine mere end 30 år som socialrådgiver oplevet at folk bliver motiveret af straf og reduktion af deres ydelser.


I stedet for at koncentrere sig om arbejde og uddannelse, bruger de deres energi til at overleve.

KL’s lockout af lærerne og efterfølgende regeringsindgreb er heller ikke noget, som jeg er stolt af. Det har været et underligt forløb med trussel om lockout fra start af, et ultimativt krav fra KL, en forligsinstitution som ikke kan finde forlængelsesmuligheder og en regering der griber ind til åbenlys fordel for KL.


Vi har fulgt den danske model bliver der sagt, men til forskel for en konflikt på det private arbejdsmarked, hvor arbejdsgiveren taber produktion og penge på en lockout, risikerer KL jo ikke noget tab af nogen art.


V i får nu en politisk opgave med at lande en ny skolereform, hvor lærerne er helhjertet med, og som bliver tilpasset lokale forhold.

Af andre forhold, som jeg også har svært ved at acceptere, er at vores regering den ene gang efter den anden bliver taget i at sende forslag til høring med alt for korte frister.

Udvisning/hjemsendelse af børn som er født og opvokset i Danmark, går i skole og har netværk her.

Forslag til ny offentlighedslov, som skaber større lukkethed.

Det er forhold, som man kan forvente af en borgerlig regering.

Vores regering og især SF er kommet på katastrofekurs. Vi har således ikke det bedste udgangspunkt for kommunalvalget den 19. november.


Nogle mener, at situationen på landsplan slår 50 % igennem til kommunalvalget. Det kan imidlertid kun være baseret på statistiske gennemsnitsberegninger, som vi ikke skal lade os skræmme af.

Vi SF’ere gør det nemlig godt her i Hvidovre.


Vi har sammen med socialdemokraterne holdt kommunen kørende trods mange vanskeligheder, og vi er, vel og mærke de stabile i den sammenhæng. Socialdemokraterne har i hele perioden været præget af internt splid, og politisk uro, og selv om valget af Helle Adelborg til borgmester naturligvis har skabt stabilitet, er det jo ikke længe siden, at der igen var problemer fremme i pressen.

I SF Hvidovre har vi hele vejen igennem arbejdet som et team godt støttet af vores lokalpolitiske gruppe og bestyrelse. Vi har derfor været i stand til at håndtere de udfordringer der har været, og fastholdt samarbejdet med socialdemokraterne.


Vi har stillet en række gode relevante SF forslag, og bliver ind imellem beskyldt for at være meget ideologiske. Det skal vi imidlertid tage som en ros.

Vi har fået gang i en ligestillingspolitik, fået sat fokus på økologi, energibesparelser, cyklisternes forhold, vores egen strand med badebro.


Vi har sat vores præg på nyetablering af Quarkcenteret, så det nu bliver et passivhus, på madordningen i daginstitutionerne, således at egenbetalingen er blevet rimelig for forældrene, blot for at nævne noget af det vi har arbejdet med.

Vi har haft stor indflydelse på kommunens budgetter i de sidste mange år og således også på nogle meget flotte regnskaber, som viser, at vi har en veldreven kommune med en stabil økonomi.

Vi har, i Hvidovre, en opposition, som går mere op i at finde procedurefejl og fejl i de politiske beslutninger frem for selv at være konstruktive, og bidrage til løsninger. Det har betydet en hel del klager til Statsforvaltningen, og ofte skabt en dårlig stemning i kommunalbestyrelsen. Så sent som i går, ville de forhindre os i at sætte gang i en proces, som skal føre til ansættelse af en ny kommunaldirektør. Det skulle efter deres opfattelse afvente den nye kommunalbestyrelse.

Vi skal med forstærket indsats ud og kæmpe for at bevare det røde flertal. Tanken om, at de borgerlige i Hvidovre kommer til magten giver kuldegysninger, og vil blive rædselsfuldt for vores direktører og andre ansatte.


Vi skal ud i en hård valgkamp, men har heldigvis en god valgkampgruppe som er både initiativ- og iderig.

Lad os i fællesskab gå ud og vinde kommunalvalget endnu engang.

Fortsat god 1. maj.

Jeg er 67 år og har siddet i kommunalbestyrelsen siden 1982. Jeg er nuværende formand for Kultur- og Fritidsudvalget, 2. Viceborgmester, og medlem af Økonomiudvalget. Desuden sidder jeg i Bevillingsnævnet, er formand for bestyrelsen i Cirkusmuseet, medlem af Organisationsbestyrelsen for Boligselskabet Friheden, sidder i Ungdomsskolens bestyrelse og Folkeoplysningsudvalget. Jeg er medlem af Beboerklagenævnet som social sagkyndig, og medlem af Valgbestyrelsen for Hvidovrekredsen og Valgbestyrelsen for Kommunalvalg. Jeg genopstiller til kommunalvalget 21. november, og er nummer 2 på SF's liste. Jeg har 3 børn, 6 børnebørn, og 2 bonusbørnebørn. Til daglig arbejder jeg som socialrådgiver i Jobcenter Albertslund, og er Fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Albertslund Kommune. Desuden er jeg næstformand i Jobcentrets MED(samarbejds-) udvalg. Jeg har været socialrådgiver siden 1979, og har arbejdet i Hvidovre, Værløse, og som beboerrådgiver i Herlev. Desuden har jeg været Regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening. Mine mærkesager er skoleområdet, kommunens økonomi/serviceniveau, arbejdsmarkedspolitik og forenings-/idrætsområdet. Som formand for skoleområdet har jeg arbejdet på at sikre kvaliteten i den nye skolereform, og kvalitetsløftet i Hvidovres skoler med fokus på, fortsat at øge elevernes sociale og faglige færdigheder. Jeg vil desuden arbejde på, at få indført en madordning i skolerne baseret på mest mulig økologi. SF ønsker at sikre alle elever et sundt måltid mad for bl.a. at fremme indlæring, trivsel og ro i klasserne. SF vil, på sigt, renovere skolerne, så de opfylder de nyeste arbejdsmiljøkrav og forbedrer indeklimaet på skolerne for både elevere og lærere.