SF indgår aftale om fortsat rød borgmester i Hvidovre og kæmper sig til maksimal indflydelse med sit ene mandat.
Vælgernes dom ved valget den 19. november var stor tilbagegang for SF, men fremgang til A og O. Dette har vi i SF naturligvis taget til efterretning.
SF vil fortsat være stemmen i Hvidovre for solidaritet, tolerance og et grønnere Hvidovre. For at opnå mest mulig indflydelse og dermed de bedste muligheder for at føre SF-politik, har vi netop indgået aftale med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om en konstitueringsaftale, som har givet SF formandsposten i Kultur- og Fritidsudvalget. SF ønsker hermed at sikre en mangfoldig, tolerant og humanistisk kulturpolitik.
SF ser perspektiver i DF’s politik på ældrepleje og socialområdet, men deler ikke DF’s menneskesyn og indvandrer- og kulturpolitik.
Socialdemokraterne og DF har yderligere indgået en aftale om dansk madkultur. Denne aftale er SF ikke en del af.
SF glæder sig dog over at der kommer et juletræ på Hvidovre Torv. SF glæder sig også over at det er lykkedes at afværge skattelettelser i budget 2015, da SF prioriterer velfærd over ufinansierede skattelettelser.
Kontakt: Niels Ulsing, 5123 3976
Skriv et svar