Ingen skal dø på gaden i Hvidovre

Om morgenen lørdag den 15. februar blev en hjemløs mand fundet død ved Friheden st. Den døde mand blev fundet af en medarbejder fra 7-Eleven-kiosken. Personalet fra 7-Eleven havde kontaktet politiet aftenen forinden.

Politiet sendte dog ikke en patruljevogn, da de bliver alarmeret. Politiet har til Hvidovre Avis udtalt “vi lader ikke bare folk ligge og flyde på gader og stræder, men hvis det er en person man mener kan klare sig som hjemløs, så gør politiet ikke noget.” Det første der undrer er, at politiet ikke tager ud og kigger på situationen når en borger ringer og er bekymret for en person, der ligger på gaden, og som har fået det så slemt, at det altså findes nødvendigt at tilkalde politiet. Det andet der undrer er hvem denne “man” er, som politiet argumenterer med vurderer at den hjemløse kan klare sig. Det er tydeligvis ikke personalet fra 7-Eleven, der jo alarmerer politiet, så det kan kun være politiet selv, der gemmer deres manglende reaktion bag et “man”. Måske er der tale om en benhård fejlprioritering fra politiets side pga. manglende ressourcer. Er det tilfældet, så bør politiet tildeles flere midler.

Politiet har også udtalt til Hvidovre Avis at, “som vi oplever det, er de bekymrede for manden, men eftersom det er en mand, der er vant til at leve på gaden gør vi ikke noget ved det,”. Det er en helt utilstrækkelig tilgang. Politiet bør tværtimod hellere rykke ud én gang for meget end én gang for lidt. Manden er jo Ikke død pga. passive borgere, men simpelthen fordi myndighederne undlod at reagere på borgernes henvendelse. Hvis politiet ikke selv ville rykke ud, så kunne de i det mindste have rekvireret en anden myndighed, en ambulance eller i det mindste givet kommunen besked om at der lå en hjemløs borger i en dårlig tilstand i de kolde februar-temperaturer ved Friheden st. Det bør ikke kunne ske at et menneske ligger og dør på gaden i Hvidovre. Vi skal have sikkerhed for at det ikke gentager sig, og derfor er det positivt at politiet og akutberedskabet har indledt en dialog med de hjemløses organisationer for at undgå lignende situationer. I et velfærdssamfund skal borgere ikke dø på gaden, og det er forfærdeligt at det er kommet så vidt at en stakkels hjemløs borger blev udsat for så tragisk og umenneskelig en død.

Jeg er også forundret over at Hvidovre Kommune ikke er kommet med en udmelding eller har forholdt sig til sagen. I sidste ende er det jo i vores kommune, at der har ligget en borger og er død på gaden. Så hvis politiet ikke rykker ud i sådanne situationer, så må kommunen jo i det mindste forholde sig til den virkelighed, og lægge en plan for hvordan en lignende situation håndteres, hvis det almindelige beredskab ikke slår til. Det er på tide at nogle ansvarlige myndigheder træder frem og fortæller os at den slags ikke gentager sig.

Anders Wolf Andresen

32 år. Medlem af SFU/SF Siden 2000. Valgt til kommunalbestyrelsen i 2009. Statskundskaber. Udviklingskonsulent i Kalundborg Kommune på Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet. Jeg brænder for SF’s folkesocialistiske værdier - og jeg arbejder benhårdt for at føre dem ud i livet som kommunalbestyrelsesmedlem. Jeg håber at kunne fortsætte arbejdet med at gøre Hvidovre til en mere grøn og progressiv velfærdskommune, der tager sig godt af både børn, ældre, socialt udsatte og miljøet.

Udgivet i Læserbreve, Velfærd

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

SF Hvidovre i pressen
  • Er demokrati en syltekrukke?
    Hvidovre Avis 19. maj 2021
    I har helt ret. I stillede forslag om, at Hvidovre Kommune skulle tilmelde sig og betale kontingent med mulighed for tilkøb af yderligere konsulentydelser i ”Vild med Vilje”. Det skete kort efter et populært TV-program om vild natur og masser af engagerede borgere.
  • Hvorfor undlod hun at stemme?
    Hvidovre Avis 12. maj 2021
    SF havde et forslag på kommunalbestyrelsesmødet den 27. april. Forslaget handlede om, at Hvidovre Kommune sikrer, "at borgerne ikke modtager indgribende afgørelser fra kommunen med digital post i weekends og helligdage eller umiddelbart op til disse". Alt i alt et forslag der fortjener at blive vedtaget i en ny og mere tidssvarende version.