Kære venner.
For et par år tilbage, stod min gode ven Rasmus uden læreplads.
Det var den læreplads som skulle følge hans uddannelse til dørs og færdiggøre ham som tømmer.
Rasmus søgte mange lærepladser.
Ikke en eneste havde plads til ham.
Når man kender Rasmus, som jeg gør, så ved man, at han kæmper hårdt. Han giver ikke op og det gjorde han heller ikke denne gang.
Efter et halvt års søgen fik Rasmus endelig en læreplads. Dejligt, tænkte han, men glæden varede ikke længe. Han blev fyret igen, for nu var der ikke mere arbejde at hente her. Men Rasmus’ uddannelsesforløb var jo ikke slut her, han måtte på den igen.
Tiden derefter kom til at foregå i skolepraktik og ulønnet praktik i flere forskellige firmaer. Men Rasmus fik endelig sin afsluttende læreplads hos Tømmermester Søren, hvor han har været de sidste to år, og for en måned siden fik han sit svendebrev og kan nu kalde sig tømmer.
Rasmus’ historie endte godt, men mange er ikke lige så heldige som Rasmus og jeg kan sku godt forstå når min ven Morten giver op efter at have søgt utallige lærepladser og gang på gang fået afslag, fra dem som vel og mærke overhovedet reagere på hans ansøgninger. Tal fra LO viser, at der mangler 11.000 lærepladser og 5.000 skolepraktikpladser – det er 16.000 unge mennesker, som ikke kan færdiggøre sin uddannelse. Det er ikke godt nok!
Hvis der her var tale om gymnasieelever, som efter 2. g, fik at vide, at de ikke kunne gøre deres uddannelse færdig – tror I så ikke, at politikerne ville reagere? Det tror jeg.
Og her er et hovedproblem; de erhvervsfaglige uddannelser, er simpelthen ikke anerkendte i forhold til de gymnasiale – lad os få respekten tilbage til erhvervsuddannelserne.
Politikerne har gode målsætninger for erhvervsuddannelserne, og den nye erhvervsskolereform sætter også gang i tiltag, som gør det nemmere, at være erhvervsskoleelev f.eks. med færre indgange til uddannelsen, men hovedproblemet er ikke løst, og her er ingen løsninger givet fra reformen på den store lærepladsmangel.
Det er fint med tanken om, at Danmark skal konkurrere på viden, men hvem skal bygge Danmarks fremtid? Det skal Rasmus og hans håndværkskammerater.
Dette er en af grundene til, at 1. maj – arbejdernes internationale kampdag – stadig er vigtig. For 1. maj hylder vi ikke bare arbejderne, vi råber også op – for der er stadig lærepladser at kæmpe for.
I dag er 25 procent af Europas befolkning fattige eller ”working poor”, hvilket betyder at de er fattige på trods af at de har indtil flere lavt betalte jobs og uligheden er stigende. Arbejdsgiverne har brugt krisen til at presse lønnen, hvilket får de arbejdssøgende til at konkurrere på løn. How low can you go? er konceptet. Samtidigt ansættes der underbetalt arbejdskraft hvor mange arbejder under dårlige forhold.
Siden 2008 er der sket en stigning på 40 procent i antallet af østeuropæere, som er kommet til Danmark for at arbejde. Det sker samtidig med en stor arbejdsløshed i Danmark, og arbejdsløsheden er fordoblet. Det er simpelthen ikke i orden, at der fyres medarbejdere for i stedet, at give dårligere løn- og arbejdsvilkår til udenlandsk arbejdskraft – det underminerer lønmodtageren! Derfor skal der herfra lyde et stort og rungende NEJ TAK til social dumping. Vi skal have en samfund, hvor udenlandsk og dansk arbejdskraft arbejder på lige vilkår.
Problemet er ikke den enkelte arbejder, men arbejdsgiveren som udnytter deres situation. Dette kan vi forebygge ved klausuler og kædeansvar i offentligt byggeri, hvor der stilles krav til virksomhederne, som sikre at deres ansatte arbejder under ordentlige forhold. Desuden skal vi indføre obligatoriske ID-kort til byggepladser, så myndighederne og fagforeningerne, har bedre mulighed for at gennemskue, hvem der arbejder der og på hvilke vilkår.
Jeg skal i Fælledparken senere i dag – ikke for at fløjte – men blandt andet for at sætte fokus på social dumping. Sammen med en række aktivister fra SF Ungdom, skal vi danse limbo under konceptet ”how low can you go?” med Joachim B. Olsen-masker på. Og det er ikke noget tilfælde, at det netop et Joachim B. Olsens ansigt vi skal bære, han mener nemlig, at social dumping er godt. Liberal Alliance mener, at det er danskerne som er for dovne. De mener, at der er tale om jobs, som danskerne fravælger og ikke gider at tager. Hvorfor er det ikke de bedste til prisen der skal have jobbet? Spørger Joachim. Og ved du hvad Joachim – det kan jeg godt svare på. Det er fordi vi i Danmark ikke ønsker, at konkurrerer på løn- og arbejdsvilkår. Det er fordi vi i Danmark ikke skal have tyske lønninger, og svenske skatter, som Venstre foreslår det. Det er fordi vi i Danmark skal kunne konkurrere på kvalitet, øget produktivitet og ressourceeffektivitet. Derfor siger vi NEJ til social dumping.
Samtidigt har der været en kraftig debat om, hvorvidt arbejdsgiverne anvender ydelser såsom børnepenge til at dumpe lønnen i forhold til andre lande. Vores velfærdssamfund skal ikke bruges til at underminere danske løn- og arbejdsvilkår. EU skal ikke blande sig i eller stille krav til vores velfærdsordninger. Det underminere et princip om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgeren som muligt. Desuden er den danske arbejdsmarkedsmodel igen og igen blevet truet af indblandingen og krav fra EU. Retten til forhandling af løn- og arbejdsvilkår skal, efter min mening, foregå mellem arbejdsgiver og fagforening, så vi ikke ender med lovbestemte mindstelønninger, som ligger langt fra de danske standarder.
Når det er sagt står vi snart overfor et spændende valg – europaparlamentsvalget senere i denne måned. Og det er netop med spænding i stemmen, at jeg siger det her. For spændende bliver det. De seneste målinger viser, at hver fjerde dansker – 25 procent af befolkningen – vil stemme på Dansk Folkeparti. Et parti som vel og mærke mener, at vi skal have grænsekontrollen tilbage. Måske fordi vi er bange for det fremmede? Jeg mener, at vi skal bruge EU klogt. Og derfor håber jeg, at I den 25. maj, vil stemme imod et EU, som blander sig i vores velfærdssamfund, men for et åbent EU, som sammen kan regulere finanssektoren, skabe grøn omstilling, bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og ikke mindst bekæmpe social dumping, som er blevet et kæmpe problem for vores samfund. Jeg håber, at I, sammen med mig, vil stemme for et mere grønt og rødt Europa.
Her til sidst vil jeg gerne slutte af med en kort historie fra forleden dag. Jeg er lige flyttet i lejlighed i København, og bor i øjeblikket i byggerod, da det hele skal renoveres. Med lejligheden fulgte et stort skab, men for at hænge den tilhørende bøjlestang op i skabet, manglede der tre skruer. Med den ene skrue jeg havde gik jeg i Silvan. Efter 10 minutter, at have stået og kigget på Silvans enorme udvalg af forskellige skruer henvender jeg mig til en medarbejde og viser ham den skrue jeg skal bruge. Han kigger på skruen og konstaterer hurtigt, at den har de ikke. Stædig som jeg er, mener jeg, at den må de da ha, så mange skruer kan der vel ikke være. Men lige den skrue jeg har med, er åbenbart ikke til at støve op i Silvan og da jeg spørger om en, der minder om, griner han lidt af mig og siger, at det kan man altså ikke lige – det vil ikke holde. Så jeg forlader Silvan uden mine skruer.
Med dette vil jeg blot sige, at hvis mine akademikerfingre skulle bygge det danske samfund, så ville det ikke holde. Vi skal have et lige samfund, hvor respekten kommer tilbage til arbejderen. Et samfund hvor enhver ikke er sin egen lykkes smed, som de borgerlige ville udtrykke det. Og hvordan bliver man overhovedet smed, når der ikke er nogen lærepladser?
Vi vil et samfund hvor der skabes lærepladser til alle og hvor social dumping er et no go.
God 1. maj!
Skriv et svar