Venstre og de andre borgerlige partier på højrefløjen har en plan om at indføre “nulvækst” i Danmark, hvis de kommer til magten efter det kommende folketingsvalg. Senest har Lars Løkke gerådet sig ud i forskellige søforklaringer om nulvækst, da man vel i Venstre er ved at indse det ubesindige i sin egen nulvækst-politik.
Fakta er dog at Finansministeriet har beregnet at det vil koste 32.000 offentligt ansatte jobbet frem til 2020 hvis man fører nulvækst fra 2015 til 2020.
For os, der bor i Hvidovre Kommune betyder det at der skal skæres 147 offentligt ansatte i kommunen væk, viser beregninger fra AE-rådet. Det er børnehavepædagoger, folkeskolelærere og hjemmehjælpere, der skal fyres, hvilket vil føre til mindre omsorg og pleje til børn, unge, ældre og syge i Hvidovre.
Men det behøver ikke være sådan! Den økonomiske politik for Danmark, som SF bl.a. har været med til at lægge i finansloven for 2015, er økonomisk ansvarlig, holdbar og sikrer mod nedskæringer på din og min velfærd. Vi vælger gode folkeskoler og en anstændig pleje til de ældre i stedet for de skattelettelser som Venstre og de andre borgerlige vil give til de rigeste.
I Hvidovre bør vi sige til Venstre og de andre borgerlige partier, at de kan glemme alt om deres nulvækst-plan. Der skal ikke fyres pædagoger i vores børnehaver eller hjemmehjælpere hos vores ældre bare fordi Venstre vil uddele skattelettelser til de rigeste.
Skriv et svar