I denne uge blev det offentliggjort, at Hvidovre Kommune står til at skulle modtage 22 kvoteflygtninge. Disse flygtninge bliver fordelt af staten til landets kommuner, f.eks. skal Ballerup modtage 31, Greve 102, Glostrup 17 og Herlev 7.
Det er flygtninge, der er bevilliget ophold i Danmark og skal altså blive her og forsøge at opbygge deres nye liv. Derfor mener vi i SF, at det er utroligt vigtigt, at vi tager rigtigt godt imod disse nye borgere. Det er helt nødvendigt, at de føler sig velkomne for, at de får et tilhørsforhold til lokalmiljøet og at integrationen bliver en succes.
Der er mange gode eksempler på, hvordan man kan byde de nye borgere velkommen. Der er blandt andet boligforeninger, der allerede har en praksis om, at man byder nye beboere velkomne ved, at et bestyrelsesmedlem kommer med en blomst og den seneste af beboerbladet. På den måde starter den positive dialog allerede når beboeren flytter ind. Andre eksempler på denne form for lavpraktisk integration kunne være at hilse og introducere sig selv, når man møder de nye borgere i institutioner og på skoler. Hjælp med at forklare opslag og sedler til hjemmet osv.
Man kan jo få helt ondt i maven ved tanken om, selv at stå i et fremmed land og ikke føle sig velkommen. At alt foregår på et sprog man ikke forstår. At man gerne vil gøre det bedste for sine børn, men ikke kender til de normer og traditioner, man møder i hverdagen.
Det er vores klare overbevisning, at alle gerne vil bidrage til det danske samfund med de ressourcer de har, men vi skal som samfund også være rummelige og hjælpsomme over for mennesker, der har brug for ekstra støtte i en svær tid med store omvæltninger.
Skriv et svar