I denne uge kom Det Konservative Folkeparti med et nyt udspil om kontanthjælpsloft. Ifølge konservative skal der mindst være en forskel på 3000 kr. i mellem passiv forsørgelse og lavtlønsarbejde. Dette bekymrer os meget i SF!
Kontanthjælpsloftet kommer nemlig, ifølge socialrådgivernes formand, til at ramme børnene hårdest. En enlig forsørger på kontanthjælp bliver skåret med ca. 3000 kr. om måneden, hvilket på længere sigt er en rigtig dårlig investering, fordi børn, der vokser op i fattigdom, får en ringere uddannelse og en dårligere sundhed.
Derfor er det så vigtigt for SF, at få lavet en ordentlig aftale på hele dagpengeområdet. Vi vil forlænge dagpengeperioden fra to til tre år og have halveret genoptjeningsperioden til seks måneder, så færre falder ud af systemet og står uden forsørgelse. Det er godt for børnene og det er godt for vores samfund!
Derudover peger arbejdsmarkedsforskere på, at en reduktion af kontanthjælpen vil sætte gang i en negativ spiral, hvor de laveste lønninger følger med ned, og når de laveste lønninger falder, må kontanthjælpen endnu engang også sænkes. Nogle peger endda på, at vi kan ende med amerikanske tilstande, hvor det reelt ikke er muligt at forsørge en familie, selv med et fuldtidsjob. Det vil vi ikke tillade i SF!
I SF ved vi, at langt de fleste ledige rigtig gerne vil have et arbejde. De vil gerne have noget at stå op til, de vil gerne bidrage til samfundet og de vil mere end noget andet gerne skabe de bedste vilkår for deres børn. Men der er ikke arbejde at få. Og man kan ikke straffes til at tage et arbejde, der ikke findes. Derfor skal vi skabe flere jobs i Danmark! Indtil da skal vi forbedre vores dagpengesystem, så der er tryghed for alle!
Skriv et svar