I sidste uge startede 678 nye elever i en af de 27 børnehaveklasser i Hvidovre. Det er en stor dag i et lille menneskes liv og forhåbentligt venter mange gode og lærerige år forude.
Børnene fortjener at vi satser mere på dem og vores skoler. Det er så lidt der i virkeligheden skal til: Lidt morgenmad, et godt indeklima, to lærere i stedet for meget lange skoledage og lidt færre elever i klasserne, så der bliver bedre tid til den enkelte elev.
Hvidovres skoler, eller rettere sagt, de børn, der går på dem, er en meget høj prioritet for SF.
Selvom der er dømt mere eller mindre sparetider på det kommunale budget, så skal vi satse på børnene.
Derfor bakker SF op om morgenmad og frokostordning i skolerne, fordi mætte børn lærer bedst. Ingen skal tvinges til at spise skolens mad, men det skal være muligt at få en skål havregryn til morgenmad på skolen. Det vælter ingen budgetter, men er ekstremt vigtigt for børnene.
Samtidig har SF foreslået en samlet helhedsplan for skolerne i Hvidovre, så vi undgår dyre hovsa-løsninger, men i stedet har fremtidssikrede skolebygninger, der matcher moderne undervisningsformer og det stigende indbyggertal. Helhedsplanen skal også fokusere på, hvor vi kan bygge nye klasseværelser, så nye børnehaveklasser i fremtiden kan oprettes med lidt færre elever.
Vi støtter to-lærerordninger mere end lange skoledage og vi vil særligt sætte ind for at sænke klassekvotienten. Senest har Børne- og Undervisningsudvalget givet dispensation til at der på Risbjergskolen starter 29 elever i to af børnehaveklasserne. Stigende elevtal skal ikke håndteres med dispensationer. Vi skal i stedet satse på at oprette lidt flere børnehaveklasser, så der kan komme lidt færre børn i klasserne. På den måde bliver der meget bedre tid til hver enkelt af de 678 nye elever og alle deres lidt ældre kammerater. De er vores fremtid.
Skriv et svar