Det var med stor glæde, at jeg i sidste uges Hvidovre avis kunne læse, at Børnehuset Egevolden også havde fået det økologiske spisemærke i guld, nu har vi tre af dem i Hvidovre, tillykke.
Det er rigtig flot, men i SF har vi en vision om, at alle vores institutioner skal være med i toppen, når det gælder om at anvende økologiske madvarer og servere mad efter årstiderne, samt at undgå madspild. Vi ved, at det kræver en omlægning og en ny tankegang ude i køkkenerne, men vi er overbeviste om, at det er en god investering både med hensyn til miljøet og børnene. I avisen kunne vi læse, at det kræver lidt mere fleksibilitet i forhold til madplanen, når økonomien samtidig skal overholdes, og det er vi helt med på. Vi mener stadigvæk, at det er de enkelte forældrebestyrelser, som skal være med til at beslutte, hvilke retter som skal serveres til børnene, således at det passer til den enkelte institution, og at kravet om, at der skal serveres varieret dansk mad ikke er en nødvendighed, men at maden tilpasses efter de råvarer som er tilgængelige.
Da vi i SF godt tør tænke lidt ud af boksen og tænke i nye baner, kunne en yderligere vision være at lave institutioner, hvor det ikke kun er maden som er økologisk, men at vi tager skridtet videre i forhold til indkøb af legetøj, som er lavet af naturlige materialer, økologiske bleer mm.
Skriv et svar