Den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag, men er der stadigvæk noget at kæmpe for her i Danmark? Er kvinder og mænd ikke lige i vores samfund? Mit svar er nej, og jeg synes bestemt stadigvæk, at der er en kamp som er værd at kæmpe. Mine tre mærkesager er kontanthjælpsloftet, ligeløn og ligestilling i minoritetsmiljøer. Regeringens indførelse af kontanthjælpsloftet påvirker i særdeleshed enlige mødre, og det stiller dem i en forfærdelig situation, hvor deres børn må vokse op i fattigdom. Nogle rammes af nedskæringerne, selvom de, med lægens ord, ikke kan bestride et arbejde -det er ikke fair! Ingen børn skal vokse op i fattigdom, fordi deres mor er for syg til at arbejde. Det er en kamp om ligestilling, for denne lov rammer skævt.
Min 8. marts handler også om kampen for ligeløn. I 2016 fik mænd i gennemsnit 20 kr. mere ind på lønkontoen for hver 100 kroner, de tjente i forhold deres kvindelige kollegaer med samme uddannelsesniveau. Vi lever i 2017, det burde ikke være en kamp der stadigvæk er aktuelt, men tallet taler sit eget sprog.
En anden kamp som jeg synes, er meget vigtig at støtte op om, er de kvinder med anden etniske herkomst, som længe har kæmpet en stille kamp for ligestilling. Den dag i dag er der stadig nogle dele af det miljø, hvor kvinder blive kontrolleret af deres mænd og fædre i forhold til valg af f.eks. arbejde og uddannelse, men også i forhold til, om de må gå til fester, hvor drenge deltager eller vælge deres egne venner.
Derfor er det stadig vigtigt at kæmpe på Kvindernes internationale kampdag, for vi er ikke helt i mål, og nye kampe kommer til, imens andre vindes.
Jeg arbejder til dagligt i et jobcenter, hvor jeg møder alle slags mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har haft udfordringer og derfor for hjælp i forhold til beskæftigelse. Derudover underviser jeg kvinder med anden etnisk baggrund i det danske arbejdsmarked. Mit hjerte banker primært for integration. For mig er det vigtig, at alle føler sig velkomne og at vi gør en fælles indsats for at lære hinanden at kende på tværs af forskellige kulturer. Dette tror jeg kan forstærke Hvidovre som by og skabe et samfund, hvor vi i fællesskab kan drage nytte af vores forskelligheder. Jeg mener at vi skaber den bedste integration ved at sørge for, at så mange som muligt kommer ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse, at vi undgår ghettoer, og derved heller ikke får skoler, hvor tosprogsprocenten er for høj. Jeg ønsker, at vi sammen skal sætte en grøn dagsorden her i Hvidovre, med satsning inden for økologi, energirenovering samt genanvendelse, det er vigtigt for vores fremtid og ikke mindst de næste generationer. Derfor jeg gerne arbejde for et grønnere Hvidovre, med en stærk miljø-profil. Jeg ønsker forsat, at vi skal have folkeskoler, hvor der er plads til alle elever og hvor der er ressourcer til både de elever, som har svært ved skolen, men også de elever, som skal udfordres lidt mere.
Skriv et svar