
Sara Benzon
Formålet med forslaget er at hæmme den positive effekt en konflikt har for arbejdsgiversiden under en konflikt, da kommunen uden denne beslutning tjener penge på konflikten. De sparede lønmidler kan i dag sendes tilbage i driften og blive brugt til at lappe huller i vejen eller anden drift uden for det berørte område.
I SF mener vi ikke at penge sparet på ældrepleje, børnepasning og undervisning skal bruges, hverken på at lappe veje eller lappe huller i budgetter på andre områder.
Derfor stiller SF på aftenens kommunalbestyrelsesmøde forslag om, at de midler, der er sparet på et område, skal indefryses på det område. Så hvis der bliver konflikt på det offentlige arbejdsmarked, så skal kommunen ikke tjene på det, mens de ansatte må betale.
I SF synes vi, at det er skævt, at arbejdsgivere kan tjene på en konflikt og derefter bruge pengene som det passer dem, og vi ønsker derfor at udligne denne skævhed så meget som muligt. Derfor mener vi, at det er rimeligt, at det som er sparet på de offentligt ansatte, kommer tilbage til de offentligt ansatte!
Vi håber dog stadig, at parterne får lavet en aftale, inden vi når en konflikt, så børn, familier og ældre ikke kommer til at lide under den massive lockout, som SF i øvrigt stemte imod i KL’s bestyrelse.
Skriv et svar