En hjertesag

Anders Wolf Andresen

Anders Wolf Andresen

Der skal være tryghed om kommunens økonomi samtidig med at vi forbedrer velfærden, klima og miljø. I SF indgik vi i tirsdags en god budgetaftale for kommunens budget 2022 sammen med Socialdemokraterne, Hvidovrelisten og DF, som vi gerne vil anerkende for et fortsat konstruktivt samarbejde i budgetforligskredsen.

Som ét blandt fire partier har vi selvfølgelig ikke fået hele vores ønskeliste igennem, men jeg vil gerne fremhæve flere gode ting:

Børnehavealderen føres tilbage fra to år og 10 måneder til tre år. Det sker gradvist, startende 1/1 2022 frem til 1/1 2023. Det betyder mere RO PÅ for de mindste og flere penge til dagtilbuddene.

Vi skal bekæmpe trafikstøj, og derfor afsætter vi 700.000 kr. til at undersøge overdækning af motorvejene, hvor bl.a. solceller er en mulighed. Samtidig opretter vi et såkaldt §17,4-udvalg bestående af bl.a. borgere til at arbejde med støj. Det vi i SF har kaldt et “Støjråd”.

Den grønne udvikling, klima og miljø er vigtig og vi kan gøre meget kommunalt. Derfor har vi besluttet at mindst 50 % af alt kommunalt byggeri skal være bæredygtigt bestående af træ eller genbrugsmaterialer og vi fastholder fokus på målsætningen om 70 % CO2-reduktion i 2030. Samtidig skal vi sige pænt goddag, når folk kører ind i vores by, og derfor har vi besluttet at forskønne byskiltene med mere grønne skilte, der også sender et signal om hvilken grøn by Hvidovre er.

Vores ældres vilkår er en hjertesag for SF, og udover at vi afsætter 1 mio. kr. til at forbedre rekrutteringen af medarbejdere til ældreområdet, så lytter vi også til Ældrerådet og indfører en servicebus, så ældre og handicappede borgere får bedre mulighed for at færdes rundt i byen til f.eks. butikscentrene, havnen og aktivitetscentret.

Endelig er vi glade for at det for noget tid siden lykkedes at redde Rebæk Søpark fra et stort byggeri og nu følger vi op med at forbedre idræts- og parklivet i stedet. Vi afsætter 4 mio. kr. til klubhus til Rebæk IF med offentlige toiletter i Rebæk Søpark. Rebæk IF gør et flot arbejde for breddeidrætten blandt børn, og de savner lokaler og noget så basalt som et toilet. Alle os der nyder vores fine park kan også få brug for at låne et toilet i ny og næ.

Endelig er vi glade for at vi har et fokus på skoleområdet og prioriterer en proces for sikre skoleveje, og at vi skal arbejde med hvordan vi når en maksimal klassestørrelse på 24 elever.

Anders Wolf Andresen

Medlem af SFU/SF Siden 2000. Valgt til kommunalbestyrelsen i 2009. Statskundskaber. Udviklingskonsulent i Kalundborg Kommune på Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet. Jeg brænder for SF’s folkesocialistiske værdier - og jeg arbejder benhårdt for at føre dem ud i livet som kommunalbestyrelsesmedlem. Jeg håber at kunne fortsætte arbejdet med at gøre Hvidovre til en mere grøn og progressiv velfærdskommune, der tager sig godt af både børn, ældre, socialt udsatte og miljøet.

Udgivet i Økonomi, Ældre, Ældrepleje, Budget, Læserbreve, Velfærd

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*