
Marie-Louise Jørgensen
Sygeplejerskekonflikten er nu afsluttet, og det endte med et regeringsindgreb, hvor socialdemokraterne er gået sammen med de borgerlige om en løsning, der slet ikke gør op med reformen fra 1969.
Hvis vi skal gøre op med den skæve løndannelse på det offentlige arbejdsmarked, kræver det et politisk løfte med tilhørende økonomi. Ikke bare endnu en lønstrukturkomité uden afsat økonomi, som nu er løsningen.
Jeg er meget bekymret for vores fremtidige sundhedsvæsen, for med en stigende ældregruppe og flere børn kommer vi til at skulle bruge flere hænder, både i regionerne og i kommunerne.
Men det kræver en retfærdig løn og ordentlige arbejdsvilkår at fastholde og rekruttere sundhedsfaglige medarbejdere. Opfylder vi ikke det, risikerer vi i sidste ende, at vores stærke offentlige sygehusvæsen ikke kan rekruttere de medarbejder, som er nødvendige for at opretholde det sundhedsvæsen, vi ser i dag. Min største frygt er, at flere vil søge over til privathospitalerne for at opnå en bedre løn.
At konflikten ender med en løsning uden økonomi virker paradoksalt, da det er ikke mange måneder siden, at vi så den ene politiker efter den anden stå i kø for at hylde vores sundhedspersonale for deres indsats og fleksibilitet under COVID-19 og endda dele honningehjerter ud som tak.
Denne konflikt handler ikke kun om sygeplejerskerne, men om de 13 faggrupper som ligger under tjenestemandsreformen, fx. jordemødrene, pædagogerne og socialrådgiverne. I SF kæmper vi forsat for at afskaffe kvindeløn og indføre ligeløn og gode arbejdsvilkår for alle.
Skriv et svar