Blog-arkiv

Sikre skoleveje i Hvidovre

Sara Benzon

Ingen børn skal udsættes for fare på vej til skole. Ingen forældre skal være bekymrede for at sende deres barn af sted på egen hånd.

Skolevejene i Hvidovre er alt for farlige og der opstår for mange risikable situationer. Det gør mange forældre bekymrede og derfor vælger de at køre deres børn til skole – hvilket gør situationen endnu værre. Det er en ond cirkel, vi er nødt til at bryde nu!

Der skal laves bump og chikaner, der sikrer at farten holdes nede og der skal oprettes ordentlige muligheder for at sætte børn af uden at skabe farlige situationer for andre børn.

Udgivet i Børn & unge, Læserbreve, Skoler, Trafik

Luft i budgettet til forbedringer

Anders Wolf Andresen

Kommunens økonomi er solid og driften er i balance. Noget der desværre ikke kunne siges, inden vi indgik det flerårige budgetforlig i 2018.

Derimod ser økonomien for næste år væsentligt forbedret ud. Det underskud som vi regnede med er reduceret til blot 2 mio. kr. ud af et samlet budget på over 4 mia. kr. Det skyldes bl.a. at byggeriet i bymidten, skrider hurtigere frem end planlagt og dermed ikke belaster anlægsbudgettet i 2022.

Kassebeholdningen er solid. Hvidovres borgere er for størstedelen i beskæftigelse og betaler skat. Der er blevet mere luft i Hvidovre Kommunes husholdningsbudget. Vi kan med ro i sindet, uden at udfordre det sorte nul på bundlinjen, prioritere forbedringer.

Udgivet i Økonomi, Ældrepleje, Børn og unge, Budget, Folkeskoler, Læserbreve, Natur, Støj, Velfærd

Endelig en helhedsplan!

Sara Benzon

SF har i mange år presset på for at få udarbejdet en helhedsplan for udviklingen af de fysiske rammer på kommunens folkeskoler. I januar kunne vi i Kommunalbestyrelsen endelig få lov at se den og arbejde med den på et temamøde. I løbet af foråret bliver den behandlet i udvalgene, i skole-kontaktrådet og til sidste vedtaget i kommunalbestyrelsen.

I SF glæder vi os til at arbejde med planen og få de forskellige indsatser prioriteret, så de kan blive ført ud i livet til glæde for alle elever på folkeskolerne i Hvidovre.

Udgivet i Børn & unge, Folkeskole, Folkeskoler, Læserbreve

Uhensigtsmæssigt med nationale test

Marie-Louise Jørgensen

Efter et år, med delvis corona-hjemmeskole og et helt år med coronarestriktioner skal lærere, elever og forældre nu bruge krudt på test, som førende eksperter siger alligevel ikke giver et meningsfuldt billede af elevens individuelle niveau. Det er uhensigtsmæssigt, stod det til SF skal fokus nu alene være på undervisningen og elevernes trivsel.

Både Århus, Ålborg og Rødovre kommune har meldt ud, at de ikke ønsker, at deres skoleelever skal tage de nationale test. Det håber vi i SF, at Hvidovre kommune også vil gøre.

Udgivet i Børn & unge, Folkeskole, Folkeskoler, Læserbreve

U-start fortsætter

Pernille Blom Hermansen

Efter et stigende antal børn i Hvidovre ikke kom i skole hver dag, blev kommunen en del af projekt U-start. Projektet har til formål at hjælpe børn, der lider af skolevægring, tilbage til skolen. Hvidovre Kommune har siden 2018 haft et særligt tværprofessionelt team, som hjælper familier, hvor børnene har meget fravær i skolen. Teamet består bl.a. af børnepsykologer, en familierådgiver, en PPR-psykolog og en kontaktperson i Center for Børn og Familier. Med det nye budget for 2021 får projekt U-start lov at fortsætte.

Udgivet i Børn & unge, Budget, Læserbreve, Skoler, Velfærd

Minimums-normeringer er vejen frem

Sara Benzon

Rundt om i Hvidovres kommunale dagtilbud er det tydeligt, at hverdagen ikke er den samme som før Corona-epidemien brød ud. Der er afspærringsbånd på legepladsen, kys- og farvel- zoner ved indgangene og GAFFA tape med to meters afstand på fortovet, så forældrene kan stå i kø for at hente deres børn. Udefra set virker det kaotisk og man bliver bekymret for børnenes trivsel.

Virkeligheden er, paradoksalt nok, at på baggrund af sundhedsmyndighedernes retningslinjer, er forholdene for børnene, på mange måder, langt bedre end før krisen.

I forbindelse med genåbningens første fase, har man nemlig sørget for ekstra personale mange steder. Samtidigt er langt fra alle børn startet op endnu. Det betyder, at der lige nu er flere voksne til skabe plads og rum og til at understøtte det enkelte barn. Strukturen med mindre børnegrupper er også med til at skabe en bedre pædagogisk praksis for de børn, som har sociale, motoriske eller sproglige udfordringer. Rammerne giver mere ro.

Udgivet i Børn & unge, Læserbreve, Skoler

Det hører ikke til i skoletiden

Pernille Blom Hermansen

Den 25. juni behandlede kommunalbestyrelsen muligheden for at have konfirmationsforberedelse i den understøttende undervisning.

Her stemte SF nej, da det er vores klare holdning, at konfirmationsforberedelse ikke hører til i skoletiden. Religion er en privat sag, som helst ikke skal gå ud over elevernes undervisning. Og hvad med de elever, der ikke skal konfirmeres?

Ganske vist var er der lagt op til, at de skal modtage et frivilligt undervisningstilbud, men hvor mange elever vil takke ja til det? Der er risiko for at kun meget få elever vil tage imod det tilbud, og de, der takker nej står til ikke at få det optimale antal undervisningstimer. Det vil betyde, at skolen kan ende med at bruge uforholdsmæssigt meget forberedelsestid på meget få elever.

Udgivet i Børn & unge, Diskrimination, Folkeskoler, Kommunalbestyrelsen, Læserbreve, Religion

Stop for test, ja tak!

Vivi Nør Jacobsen

Børn skal gå i skole for at lære, udvikle sig, trives og være del af sunde fællesskaber. Derfor skal de nationale test skrottes. Og derfor håber vi også at meldingerne her i Hvidovre Avis fra Maria Staghøj Durhuus bliver til mere end snak fra en enkelt kandidat hos Socialdemokraterne.

Sagen er nemlig, at meldingerne fra Socialdemokraterne på Christiansborg ikke er gået på at afskaffe testene. I stedet ville de i januar nedsætte en kommission og maj lød det så at testene skal justeres.

I SF vil vi stoppe testene. Nu. For MSD har helt ret: De tester forkert, de tester til eleven fejler og de giver ingen læring, men giver i stedet ondt i maven og misvisende resultater.

Udgivet i Børn & unge, Folkeskoler, FV19, Læserbreve

Vi skal investere i folkeskolerne

Sara Benzon

Hvidovres folkeskoler er et hjertebarn for SF. Det er her vi skal give vores børn de bedste muligheder for at blive så dygtige som de kan, med tid til den enkelte elev, samtidig med at de oplever fællesskab, leg og læring i trygge rammer.

Derfor er det fortsat en vigtig mærkesag for SF, at vi har maks. 24 elever i klasserne. Derfor er folkeskolerne også et af de første steder SF ønsker at prioritere, når der i de kommende år, ser ud til at blive mere luft i den kommunale økonomi, som følge af den budgetaftale vi i SF indgik med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Hvidovrelisten sidste år. I budgettet for 2019 skulle vi spare for at skabe balance i kommunens økonomi. En hovedårsag for SF til at være med i budgetaftalen var først at kunne mindske besparelser på børn og ældre i budgettet for 2019 og fremadrettet at kunne opprioritere områder som børnehaver, skoler og hjemmeplejen, når budgettet forventeligt forbedres i 2020 og 2021.

Udgivet i Økonomi, Børn & unge, Budget, Folkeskoler, Læserbreve

Vedtagelse af Budget 2019

Anders Wolf Andresen

SF er med i årets budgetaftale, og selvom besparelser desværre ikke kunne undgås, har vi fået fjernet eller reduceret nogle af de værste nedskæringer på specielt børn og ældre.

Vi har kæmpet hårdt for den nære velfærd og er lykkedes med næsten at halvere besparelserne fra omkring 100 mio. kr. til ca. 55 mio. kr. Det er vigtigere for SF at få konkret indflydelse på velfærden i borgernes hverdag end at sidde med rene hænder på sidelinjen.

Kommunen har simpelthen ikke indtægter nok til de udgifter vi har. Det var ikke nogen rar situation at stå i forud for budgetlægningen.

Det er vigtigt for SF at vi ikke skærer mere end højst nødvendigt. Vi vil ikke fylde kommunekassen på ryggen af fyrede pædagoger, og det er her SF’s tre mandater i kommunalbestyrelsen har gjort en forskel! Sparekniven ville utvivlsomt have skåret alt for dybt, hvis borgmesteren skulle have fundet sit flertal andre steder.

Udgivet i Økonomi, Børn & unge, Budget, Folkeskoler, Taler, Velfærd

Tryghed om den nære velfærd

Fælles om fremtiden

SF er med i årets budgetaftale, og selvom besparelser desværre ikke kunne undgås, har vi fået fjernet eller reduceret nogle af de værste nedskæringer på specielt børn og ældre.

Vi har kæmpet hårdt for den nære velfærd og er lykkedes med næsten at halvere besparelserne fra omkring 100 mio. kr. til ca. 55 mio. kr.

Kommunen har simpelthen ikke indtægter nok til de udgifter vi har. Det var ikke nogen rar situation at stå i forud for budgetlægningen.

Det er vigtigt for SF at vi ikke skærer mere end højst nødvendigt. Vi vil ikke fylde kommunekassen på ryggen af fyrede pædagoger, og det er her SF’s tre mandater i kommunalbestyrelsen har gjort en forskel! Sparekniven ville utvivlsomt have skåret alt for dybt, hvis borgmesteren skulle have fundet sit flertal andre steder.

Udgivet i Økonomi, Ældrepleje, Børn & unge, Budget, Byudvikling, Folkeskoler, Læserbreve, Pressemeddelelser, Velfærd