
På næste kommunalbestyrelsesmøde stiller vi i Venstre og SF et forslag sammen – på tværs af traditionelle politiske skel og konstitueringsgrupper, for vi mener sagen er vigtig og bør samle os mere end den splitter: Trafikken i Hvidovre skal i fremtiden køre på el i stedet for diesel og benzin, for miljøet, klimaet og vores sundheds skyld.
I andre kommuner er de allerede godt i gang f.eks. Frederiksberg som har udviklet en strategi frem mod 2030 samt Roskilde og København som satser på eldrevne busser. Det er oplagt at vi gør det samme i Hvidovre.
Der er så mange gevinster i at blive eldreven og derfor skal Hvidovre Kommune være med til at fremme udviklingen. Både for kommunens egne køretøjer, men også for alle andre trafikanter som bruger byens rum.
Med eldrevne køretøjer kan vi fremme FN’s verdensmål om at blive et mere bæredygtigt samfund.