Historie

SF Hvidovre blev dannet i 1959. Samme år som SF (Socialistisk Folkeparti) blev grundlagt, hvilket også skete i Hvidovre, nemlig på et stiftende landsmøde på Holmegårdsskolen den 15. februar. Mange af grundlæggerne havde rødder i DKP (Danmark Kommunistiske Parti). De var enten blevet ekskluderet eller havde meldt sig ud af DKP.

SF var det første af en serie nye europæiske partidannelser, som fandt sted i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Andre var SF i Norge og det pacifistisk-socialistiske parti i Holland. Disse nye partier opstod som en følge af den generelle udvikling i Vesteuropa. Og som en reaktion på begivenhederne i 1956, hvor Sovjet marcherede ind i Ungarn og Khrustjovs afsløringer af Stalin-tidens undertrykkelse på Sovjetunionens 20. partikongres.

SF byggede fra starten på den 3. vej mellem kommunisme og socialdemokratisme. Kendetegnet for SFs socialismeopfattelse var en strategi, der byggede på både socialistisk samfundsforandring og demokrati. I dag lyder det som en selvfølge at forene demokrati og socialisme. Men SF og de italienske euro-kommunister var de første socialistiske partier i Europa, der gjorde det.

SF Hvidovre var fra starten blandt de største partiforeninger i SF og havde således 89 medlemmer allerede i 1959. Medlemstallet er i dag et stykke over 100.

SF Hvidovre har siden 1960 været repræsenteret i kommunalbestyrelsen og er i øjeblikket repræsenteret ved Anders Wolf Andresen, Niels Ulsing og Sara Benzon. Ved Folketingsvalgene gav Hvidovrekredsen mandat til SF frem til 1990. SF Hvidovre var bl.a. repræsenteret ved Poul Dam (højskolemanden) og Ole Henriksen (”den stærke smed”).

SF Hvidovre i pressen
  • Socialdemokratisk højborg vakler
    Lorry 18. oktober 2021
    SF har tre mandater i kommunalbestyrelsen i dag, og det kan sagtens ske, at partiet går frem til kommunalvalget. Socialdemokratiet vil formentlig søge opbakning hos SF for at skabe et flertal bag Helle Adelborg som borgmester, men det er ikke sikkert, at det er nok for Anders Wolf Andresen. Det er nemlig ikke utænkeligt, at der kan dannes et flertal udenom Socialdemokratiet, hvis der ellers kan opnås enighed mellem partierne.
  • Er demokrati en syltekrukke?
    Hvidovre Avis 19. maj 2021
    I har helt ret. I stillede forslag om, at Hvidovre Kommune skulle tilmelde sig og betale kontingent med mulighed for tilkøb af yderligere konsulentydelser i ”Vild med Vilje”. Det skete kort efter et populært TV-program om vild natur og masser af engagerede borgere.